Urimelig model for pensionsopsparing i 2025-plan
Det er et problem, at mange slet ikke sparer op til folkepensionsalderen, herunder alt for mange udviklingshæmmede, hvis livslange indkomstgrundlag kun udgøres af førtidspension. Så langt har regeringen ret. Men regeringens model for at fremme pensionsopsparingen er skuffende. Der mangler en statslig medfinansiering af opsparingen, mener LEVs landsformand.
Regeringen lancerede forleden sit udspil til en såkaldt 2025-plan. Mediernes fokus var her først og fremmest rettet mod planerne om en topskattelettelse, markante omlægninger af SU’en samt en plan om offentlig udgiftsvækst på 0,5 procent årligt frem mod 2025.
Et af de elementer, som fik mindre medietid, var regeringens forslag om ”Styrkelse af pensionssystemet”. Forslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget fra juni sidste år, og er et forsøg på at håndtere det problem, at der stadig er mange mennesker, som ikke sparer op til alderdommen. Faktisk er det i omegnen af 750.000 personer i alderen 25 til 59 år, som enten slet ikke – eller i meget lille omfang – sparer op til tiden på folkepension.
Mange på overførselsindkomst sparer ikke op
Regeringen vurderer, at næsten 40 procent af dem, som ikke sparer op til alderdommen, er personer på overførselsindkomster, herunder en større gruppe på førtidspension. Udviklingshæmmede er typisk på førtidspension hele deres voksentilværelse, og mange – formentlig langt de fleste – har ingen eller kun en ubetydelig pensionsopsparing.
- Selvom gennemsnitslevealderen for udviklingshæmmede stadig halter mere end 14 år efter resten af befolkningen, så er der heldigvis flere og flere, som når folkepensionsalderen. Folkepensionen er meget lavere end førtidspensionen, og det giver store problemer med at få økonomien til at hænge sammen i alderdommen. Og her kunne en pensionsopsparing være det helt rigtige instrument. Ganske som for alle andre, siger LEVs landsformand, Sytter Kristensen.
Sytter Kristensen, er derfor også glad for, at regeringen tager hul på problemet med den manglende pensionsopsparing, men hun er skuffet over regeringens bud på en løsning.
I 2025-planen foreslår regeringen, at der skal indføres en tvungen pensionsopsparing for alle, der i dag ikke indbetaler til pension. Helt konkret foreslås det, at opsparingen betales af den enkelte modtager. Regeringen skriver:
”For overførselsmodtagere betales opsparingen af den enkelte modtager ved, at 0,25 pct. af overførselsindkomsten i 2018 stigende til 2 pct. i 2025 indbetales på vegne af den pågældende overførselsmodtager. Folkepensionister, SU-modtagere og førtidspensionister, der indbetaler til Supplerende Arbejdsmarkedspension, er ikke omfattet af det obligatoriske pensionsbidrag” (side 201).
Dermed er der lagt op til en model uden den mindste medfinansiering fra statens side. Det fulde bidrag skal betales af borgeren selv, og det er helt urimeligt, mener LEVs landsformand:
- I LEV er vi enige i, at der skal findes en løsning, som får flere til at spare op til folkepensionen. Men regeringen burde have fundet en model, hvor der blev taget højde for folks økonomiske situation, og hvor statens medfinansierer opsparingen. Det sker med den eksisterende frivillige Supplerende Arbejdsmarkedspension, hvor staten betaler 2/3 oveni borgerens indbetaling, ganske som øvrige arbejdsmarkedspensioner. Det princip bør også gælder her, udtaler Sytter Kristensen.