11945_16.12_Skema 4_ 5 dage_bred.jpg 25.01.2017

Brugerbetaling på ledsagelse – er det fair?

Jo større hjælpebehov – jo større brugerbetaling. Det er princippet i det lovforslag om brugerbetaling på ledsagelse, som regeringen har sendt i høring. Dermed bliver ferie eller et festivalbesøg ekstremt dyrt for mennesker, som sjældent har for meget.
– Er det fair?

Forslaget om tilkøb af ledsagelse vil undergrave rettigheder for nogle af de mest sårbare mennesker i Danmark – mennesker med multihandicap, udviklingshæmning og andre handicap. Og det vil betyde ekstraudgifter på op imod 40.000 kroner for en uges ferie, eksempelvis i et sommerhus i Danmark. Ekstraregning udstedes fordi deres handicap betyder, at de har brug for hjælp og ledsagelse, og deres regningen stiger i takt med omfanget af deres handicap.

Hvad ligger der i lovforslaget?
Lovforslaget betyder, at kommunale eller regionale bosteder for blandt andre voksne med udviklingshæmning fremover kan sælge socialpædagogisk ledsagelse til beboere, der ønsker at komme på en ferie eller en kortere udflugt. Ifølge Socialministeriets egne tal kan prisen løbe op i mere end 40.000 kr. for en uges ferie. For den pris kan mennesker uden handicap enten komme på en sommerhusferie i nogle måneder – eller tage det halve af jorden rundt.

Det synes vi ikke er rimeligt.

Fremtidsudsigten er, at det kun er en meget lille gruppe velstående udviklingshæmmede med formue, der kan tage på en beskeden ferie – eller en festival over et par dage.  Resten har ganske enkelt ikke har råd til at betale for den socialpædagogiske ledsagelse – lønudgifter, transport og ophold for den eller de medarbejdere, som skal yde den nødvendige hjælp i forbindelse med ferien.

Partier vil ikke sikre anstændigt bundniveau.
Det flertal i Folketinget, som nu vil indføre brugerbetaling på socialpædagogisk bistand, har tidligere sagt nej til at sikre udviklingshæmmede med et ledsagelsesbehov, en entydig ret til et rimeligt basisniveau af socialpædagogisk ledsagelse. Et rettighedsbaseret basisniveau, som eksempelvis kunne anvendes til en ferie eller en udflugt.

De pæne ord om handicappedes ret til en ordentlig og inkluderet tilværelse var der mange af, men næsten alle løb fra ansvaret, da der skulle stemmes i Folketingssalen.

Uden et rimeligt og rettigheds-garanteret basisniveau, vil regeringens tilkøbs-model betyde, at stadig flere udviklingshæmmede vil miste den hjælp og ledsagelse, de i dag modtager fra kommunen. I lovforslaget står der godt nok, at det ikke må ske. Tilkøb må ikke erstatte den socialpædagogiske ledsagelse, som borgeren allerede har krav på, fremgår det. Men der er intet i lovforslaget som vil beskytte mod, at det sker i praksis. Modsat den øvrige lovgivning på socialområdet er der nemlig ingen klagemulighed, ingen kontrolmyndighed, ingen overvågning.  Derfor er der stor risiko for, at tilkøbet kommer til undergrave, den socialpædagogiske ledsagelse som ydes af kommunen i dag.

Vi mistænker ikke ledere og pædagoger i botilbud for udviklingshæmmede for at ville snyde med brugerbetalingen. Men vi er ekstremt utrygge ved den tilkøbsmodel, som den regeringen lægger op til – ikke mindst i tider, hvor kommunerne allerede skærer voldsomt ned på personaleressourcerne i diverse bo- og støttetilbud til udviklingshæmmede.

I Landsforeningen LEV synes vi ikke, at det er fair!

 

Mange grunde til, at Folketinget tænker sig om en ekstra gang

I LEV mener vi, at der er en lang stribe grunde til, at Folketingets partier skal tænke sig om en ekstra gang, inden man åbner for tilkøb af socialpædagogisk bistand:

  • Eksisterende rettigheder bliver undergravet i praksis. En del kommuner har vedtaget serviceniveauer, der giver blandt andre udviklingshæmmede, ret til socialpædagogisk ledsagelse til mellem 5 og 10 dages ferie og udflugter årligt. Med den nye mulighed for tilkøb er det oplagt at spørge, hvad der mon sker der med disse serviceniveauer næste gange kommunen skal spare? I LEV frygter vi, at mange kommuner vil reducere antallet af dage med ledsagelse eller ligefrem sætte serviceniveauet til nul dage. Al erfaring tyder på, at vores frygt er velbegrundet.
  • Jo større handicap – jo højere brugerbetaling. Mennesker med multihandicap og andre med et stort og komplekst hjælpebehov ender med de største brugerbetalings-regninger. De kan ikke dele en medarbejder med en eller to af de andre fra bofællesskabet og de ender nemt med at skulle betale op imod 40.000 kroner for fem dage i sommerhus på Lolland.
  • Yngre udviklingshæmmede rammes hårdest: En stadigt større gruppe udviklingshæmmede med ’ny førtidspension’ fra 2003, vil umuligt kunne opspare de høje beløb til deres beskedne ferie. Deres boligudgifter er typisk i omegnen af 7.000 eller 9.000 kroner månedligt i relativt nybygget alment byggeri, og det levner ikke mulighed for at spare 40.000 kroner op til sommerferien på Lolland eller ved Vesterhavet.
  • Færre og færre vil kunne betale. Blandt en generation af udviklingshæmmende på ’gammel førtidspension’ (højeste førtidspension fra før 2003) er der flere, som har mulighed for opsparing i kraft af diverse tillæg og nogle gange også lavere boligudgifter. Men der bliver færre og færre i denne gruppe – og flere og flere blandt dem med den nye lavere førtidspension.
  • De svageste uden nogen til at hjælpe, lades igen i stikken. Ankestyrelsen har udsendt en principafgørelse, der fastslår retten til socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med en kortere ferie i Danmark. Derfor vil udviklingshæmmede, som formår at ansøge kommunen om ledsagelse også fortsat kunne få det tildelt. Men i mange kommuner vil det kræve, at borgeren er i stand til at ansøge og er klar over, at man kan klage og få sin afgørelse behandlet i Ankestyrelsen, hvis man får afslag. Det kan de færreste udviklingshæmmede på egen hånd, og derfor bliver de svageste – uden nogle til at hjælpe sig – ladt i stikke og overladt til brugerbetaling opkrævet i botilbuddet.
  • Brugerbetalingen finder sted uden nogen form for kontrol. Det fremgår af regeringens lovforslag, at tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse alene skal være et anliggende mellem beboeren med udviklingshæmning og ledelsen/personalet i det bosted, hvor han/hun bor. Der er ingen klagemulighed – overhovedet! Og ingen myndighed vil føre kontrol med, hvordan salg af socialpædagogisk ledsagelse til ofte stærkt svækkede og handicappede mennesker finder sted. Kun en del af borgerne vil have en værge, som kan forsøge at føre et tilsyn, men hverken Ankestyrelsen, Socialtilsynene eller Statsforvaltningen får til opgave at vurdere, om det foregår på forsvarlig vis.