Roskilde-prisen er kun for partout-billetten. 1.995 + gebyr. Sølund-prisen er for partout-billetten 875 + partout-billetter til 2 ledsagere 2*300 + camping 3*40 + løn for 2 ledsagere efter Socialministeriets udregninger.
28.03.2017
Verdens dyreste festival?
Det er fantastisk at være på Sølundfestival – og på de mange andre festivaler, som sommeren byder på. Men er det fair, at udviklingshæmmede og andre med handicap skal betale en kæmpe overpris på grund af deres handicap? Det synes et flertal i Folketinget – der er ligefrem stolthed over den høje merpris, som bliver konsekvensen, hvis et nyt lovforslag vedtages.
Sommeren er på vej. Og så er det ferietid – og for mange er det også festivaltid. Sølundfestivalen har gennem en årrække været et af de foretrukne festival-tilbud for mange unge og voksne med udviklingshæmning. Til lyden af alt fra Kandis over Lukas Graham til D-A-D, kan man møde venner og bekendte fra hele landet - og er man heldig - finde sig en sommerkæreste.
Det at tage på festival er en ret almindelig ting i Danmark. Mange gør hvad de kan for i løbet af året at spare op til billetten, overnatningerne og måske også de ekstra drikkevarer. Sådan er det også på festivalen i det midtjyske – blot med den forskel, at en stor del af Sølunds festivalgæster fremover skal spare ekstra meget op.
Overpris på 500 – 700 procent
Sølundfestivalen har været et af omdrejningspunkterne i debatten om brugerbetaling på socialpædagogisk ledsagelse til mennesker med udviklingshæmning. Mange af Sølunds gæster har, på grund af deres handicap, brug for pædagogisk personale, der ledsager dem og også hjælper dem i løbet af festivalen. Og lønnen til det pædagogiske personale, synes et flertal i Folketinget, at mennesker med handicap godt selv kan betale. Ekstraprisen for en festivaltur for et menneske med betydelige handicap ender derfor i omegnen af 500 – 700 hundrede procent. Verdens dyreste festival kunne man sige.
Den lovstridige brugerbetalingspraksis blev mere og mere udbredt efter kommunalreformen i 2007, og frem mod 2014 eskalerede den i takt med, at der kom flere og flere besparelser i botilbud til målgruppen. Stadigt flere blev omfattet af brugerbetalingen – og beløbene blev højere og højere.
Det er denne lovstridige brugerbetalingspraksis, som et flertal i Folketinget nu vil legalisere. Det sker efter en intens og langstrakt debat, hvor en del har argumenteret for, at det kun er rimeligt, at borgerne selv betaler for den nødvendige hjælp og ledsagelse i forbindelse med ferie eller en festival. Sølundfestivalens ledelse har også været meget aktive i debatten og har appelleret til, at politikerne genindfører (lovliggør) muligheden for, at borgerne selv betaler for hjælpen.
Politikere: Vi redder Sølundfestivalen
Festivalens argumenter har gjort indtryk. I hvert fald var det et af de tilbagevendende eksempler, som ordførerne fra de partier, der støtter, at der åbnes for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse, bragte frem, da lovforslaget blev behandlet i Folketinget i den forgangne uge. Ordføreren fra Socialdemokratiet, Orla Hav, mente ligefrem, at lovliggørelsen af brugerbetalingen, skulle redde en Sølundfestival, som var kommet under pres: ”Jeg skal hilse fra dem, som har tæt tilknytning til Sølundfestivalen, som har kvitteret på vores gruppemøde for at sige ’det er rigtig godt, det her’. Det redder måske ikke bare interessen for nogle beboere rundt omkring i nogle boenheder, som gerne vil besøge Sølundfestivalen – det redder nok også Sølundfestivalen, og lad os så glæde os over det”, sagde Orla Hav blandt andet.
LEVs landsformand, Anni Sørensen, er også glad for Sølundfestivalen – og de andre festivaler, som er tilrettelagt specielt for mennesker med udviklingshæmning. Det er en mulighed for at understøtte fællesskab, sammenhold og glæde. Men hun undrer sig over, at folketingspolitikerne tilsyneladende synes, at en festival som Sølund, er et privilegium for dem, der har mulighed for at betale tusindvis af kroner mere end alle andre festivalgæster:
- Egentlig synes jeg, at det er meget tankevækkende, at man drager Sølundfestivalen frem som et eksempel på noget, hvor der skal tilkøbes socialpædagogisk bistand til, hvis man vil afsted. Tænk sig – logikken er, at kommunen ikke behøver at yde den nødvendige støtte og ledsagelse til noget så beskedent som nogle dage på en festival en gang årligt! Hvis det kræver tilkøb, hvad kan mennesker med udviklingshæmning så ikke ende med at skulle tilkøbe ledsagelse til, hvis de vil uden for en dør? Festivalen burde entydigt være omfattet af Ankestyrelsens principafgørelse om at medtage hjælpen uden for boligen. At politikerne alligevel lægger så stor vægt på netop dette eksempel, er med til at underbygge vores bekymring for, at tilkøbsmodellen er en trussel mod denne gruppe borgeres rettigheder til at blive visiteret til socialpædagogisk ledsagelse af deres kommune, siger Anni Sørensen.
