22.02.2017

Forslag om tilkøb af ledsagelse skal tages af bordet. Nu!

Af Anni Sørensen, landsformand i LEV

Fra 1. januar 2018 bliver det formentligt muligt for mennesker med udviklingshæmning at tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse til ferier og lignende. Set fra LEVs perspektiv er det et fuldstændigt forfejlet lovforslag, som vil få uhyggelige konsekvenser for vores målgruppe. Vi vil kæmpe med næb og kløer for, at forslaget bliver kraftigt revideret - blandt andet søsatte vi en større kampagne på Facebook i slutningen af januar - og vi håber, at vi kan kæmpe denne kamp sammen med mange andre.

Desværre har vi indtil nu oplevet, at mange mener, at dette er et super godt lovforslag, som slet ikke er vidtrækkende nok. Vi har til vores overraskelse mødt pårørende, socialpædagoger, festivalfolk og andre handicaporganisationer, der mener, at muligheden for tilkøb – eller brugerbetaling, som vi foretrækker at kalde det i LEV - er det eneste rigtige.

I LEV anser vi lovforslaget for et kraftigt angreb på nogle af de allermest udsatte borgeres retssikkerhed, ikke mindst fordi forslaget ikke indeholder nogen som helst kontrolfunktioner. Det er samtidig et fundamentalt angreb på kompensationsprincippet – borgere med størst støttebehov kommer til at betale absurd høje beløb for ferier. Vi forudser også, at praktisk taget ingen på ’den nye førtidspension’ vil have så meget luft i budgettet, at de kan betale tusindvis af kroner for ledsagelse for en sommerhustur. Endelig er vi overbeviste om, at kommunerne naturligvis vil benytte tilkøbsloven til at reducere voldsomt i deres ’standarder’, præcis samme udvikling, vi oplevede, da flere og flere kommuner ulovligt opkrævede større og større beløb for ledsagelse.

Selvfølgelig skal mennesker med udviklingshæmning sikres gode livsbetingelser og gode muligheder for at kunne deltage i festivaler, gå i biografen, besøge familie, tage på ferier, gå på cafe og så videre. Det har indtil nu været en kommunal opgave at sikre den nødvendige socialpædagogiske ledsagelse til de borgere, der ikke kan færdes alene uden støtte.

Der har aldrig været entydige ’standarder’ for niveauet for denne ledsagelse. Det er jo godt, at kommunerne har været tvunget til at tage individuelle hensyn og har skullet vurdere den enkelte borgers behov. MEN vi ved jo også, hvad dette har medført: Utallige sparerunder, mangelfuld sagsbehandling, mangelfuld eller slet ingen ledsagelse - altså er mennesker med udviklingshæmning i stigende grad blevet isoleret i deres botilbud: Ingen ferie, shoppeture, familiebesøg, festivaler, teaterture... Især borgere med stort hjælpebehov har været de helt store tabere – med meget isolerede liv til følge.

Derfor er vores synspunkt stadig: Det ER en kommunal opgave at sikre den nødvendige socialpædagogiske ledsagelse. Samtidig er det selvfølgelig alle menneskers ret at bruge deres eventuelle opsparing på at tilkøbe ledsagelse, ferieture og ekstra ture i teateret, hvis der er økonomi og lyst til dette.

Problemet er bare, at med dette forslag til brugerbetaling af ledsagelse, vil selve muligheden for tilkøb undergrave retten til ledsagelse blandt dem, som ikke har mulighed for at betale. Det er netop grunden til, at LEV igen og igen har argumenteret for, at der skal vedtages en mere entydig og lovfæstet rettighed til socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferier. En rettighed, som kommunen ikke kan krybe uden om med henvisning til konkret individuelt skøn. Men sådan en rettighed har det politiske flertal, som nu vil åbne op for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse, sagt nej til. To gange har et forslag om at sikre alle mennesker med udviklingshæmning minimum 15 timers ledsagelse pr. måned været behandlet i Folketinget. To gange har forslaget ikke kunnet opnå flertal.

Vi er skeptiske over for, at det fast ansatte personale ’købes’ til socialpædagogisk ledsagelse. Det vil jo lade de øvrige beboere tilbage med skiftende vikarer og dårligere tilbud. Hvis det fast ansatte personale ’købes’, efterlades de øvrige beboere med dårligere uddannet personale, skiftende vikarer og så videre. Et tilsvarende eksempel fra skoleverdenen ville være, hvis en elev med faglige udfordringer i for eksempel matematik fik sine forældre til at frikøbe klassens matematiklærer til enetimer, mens resten af klassen sad tilbage med en vikar. Dette ville ingen forældre finde sig i. Men hvorfor er det så, at gode kræfter mener, at for borgere med udviklingshæmning er brugerbetaling den bedste vej at gå?

Jeg ved det ikke helt. Argumentationerne for brugerbetaling på ledsagelse handler altid om, at det er synd for en gruppe mennesker, som ellers kunne få nogle gode oplevelser sammen med det personale, som kender dem.

Men hvor er solidariteten med den store gruppe mennesker med udviklingshæmning, som ikke kan trække 20.000 eller 40.000 kroner ud af budgettet for en tur i sommerhus? Alle nye generationer med lav pension og høje huslejer, som nu må se frem til, at deres rettigheder undergraves af ureguleret brugerbetalig.

I forhold til lovforslaget har LEV følgende hovedsynspunkter og bekymringer:

1. Eksisterende rettigheder bliver undergravet i praksis. En del kommuner har vedtaget serviceniveauer, der giver blandt andre udviklingshæmmede ret til socialpædagogisk ledsagelse til mellem 5 og 10 dages ferie og udflugter årligt. Med den nye mulighed for brugerbetaling er det oplagt at spørge, hvad der mon sker med disse serviceniveauer, næste gang kommunen skal spare? I LEV frygter vi, at mange kommuner vil reducere antallet af dage med ledsagelse eller ligefrem sætte serviceniveauet til nul dage. Al erfaring tyder på, at vores frygt er velbegrundet. 

2. Jo større handicap – jo højere brugerbetaling. Mennesker med multihandicap og andre med et stort og komplekst hjælpebehov ender med suverænt de største brugerbetalingsregninger. De kan ikke dele en pædagog med en eller to af de andre fra bofællesskabet og ender nemt med at skulle betale op imod 40.000 kroner for fem dage i sommerhus.

3. Yngre udviklingshæmmede rammes hårdest: En stadigt større gruppe udviklingshæmmede med ’ny førtidspension’ fra 2003, vil umuligt kunne opspare de høje beløb til deres beskedne ferie. Deres boligudgifter er typisk i omegnen af 7.-9.000 kroner månedligt i relativt nybygget alment byggeri, og det levner ikke mulighed for at spare 40.000 kroner op til sommerferien på Lolland eller ved Vesterhavet.

4. Færre og færre vil kunne betale. Blandt en generation af udviklingshæmmende på ’gammel førtidspension’ er der fler, som har mulighed for opsparing i kraft af diverse tillæg og ofte også lavere boligudgifter. Men der bliver af indlysende årssager færre og færre i denne gruppe – og flere og flere blandt dem med den nye lavere førtidspension.

5. De svageste lades igen i stikken. Ankestyrelsen har udsendt en principafgørelse, der fastslår retten til socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med en kortere ferie i Danmark. Derfor vil udviklingshæmmede, som formår at ansøge kommunen om ledsagelse, fortsat få det tildelt. Men i mange kommuner vil det kræve, at borgeren er i stand til at ansøge og er klar over, at man kan klage og få sin afgørelse behandlet i Ankestyrelsen, hvis man får afslag. Det kan de færreste udviklingshæmmede på egen hånd, og derfor bliver de svageste – uden nogen til at hjælpe sig – ladt i stikken og overladt til brugerbetaling opkrævet i botilbuddet.

6. Brugerbetalingen finder sted uden nogen form for kontrol. Det fremgår af regeringens lovforslag, at tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse alene skal være et anliggende mellem beboeren med udviklingshæmning og ledelsen/personalet i det bosted, hvor han/hun bor. Borgeren får ingen klagemulighed – overhovedet! Og ingen myndighed vil føre kontrol med, hvordan salg af socialpædagogisk ledsagelse til ofte stærkt svækkede og handicappede mennesker finder sted. Kun en del af borgerne vil have en værge, som kan forsøge at føre et tilsyn, men hverken Ankestyrelsen, Socialtilsynene eller Statsforvaltningen får til opgave at vurdere, om det foregår på forsvarlig vis.

Vi vil i den kommende periode forsøge at argumentere og gøre LEVs indflydelse gældende i forhold til de øvrige handicaporganisationer, i forhold til politikere og i forhold til alle øvrige aktører. Glidebanen mod stigende brugerbetaling for nogle af de mest udsatte borgere i landet må stoppes! Vi vil kæmpe for at lovforslaget tages af bordet eller revideres kraftigt.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2017