_SJ23031.jpg Foto: Thomas Sjørup 04.10.2017

Glimt fra LEVs konference i Folketinget

LEV afholdt sidste tirsdag en konference om projekt KLAP i Landstingssalen i Folketinget. Vi har samlet en række indtryk fra dagen

Tirsdag i sidste uge afholdt LEV en konference om projekt KLAP i Folketinget. Værten for konferencen var i princippet slet ikke LEV, men derimod Hans Andersen, beskæftigelsespolitisk ordfører for partiet Venstre. Det er nemlig således, at man ikke selv som forening eller organisation kan afholde en konference på Christiansborg. Derfor var vi naturligvis glade for, at Hans Andersen havde indvilget i at åbne borgen for os.

Overskriften for konferencen var ”Inklusion på arbejdsmarkedet for mennesker med kognitive handicap”, og formålet med dagen var at fortælle om nogle af de erfaringer og resultater, som LEVs projekt KLAP har opnået de seneste år. KLAPs nuværende satspuljebevilling udløber i 2017, så målet var naturligvis også at høre politikerne om deres syn på projektets fremtid.

Dagen var delt op i to dele. Om formiddagen blev nogle af KLAPs resultater og erfaringer præsenteret i form af evalueringer og analyser, ligesom Michael Skou fra Rema 1000 fortalte om virksomhedernes syn på KLAP. Efter frokost var der en paneldebat, hvor repræsentanter fra LO, DA, DH, Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gav deres syn på KLAPs resultater og fremtiden.

Dagens højdepunkt var dog helt klart Joan fra Bornholm og Asbjørn fra Viborg, der begge fortalte nærmere om deres egne erfaringer fra et KLAP.

Status på KLAP er, at mere end 2400 mennesker med kognitive handicap har fået job via projektet. Jesper Pedersen, seniorkonsulent i Cabi – Center for Aktiv Beskæftigelse - konkluderede på baggrund af sin undersøgelse af KLAP, at det ikke vil være sket uden projektet.

Anni Sørensen, landsformand i LEV opsummerede dagen:
- Det har været fantastisk at mærke den opbakning og anerkendelse af projektets resultater fra en så bred kreds af både fagfolk, arbejdstagere, arbejdsgiverne og politikere. Og med opbakning fra repræsentanter fra landets tre største partier ser jeg fortrøstningsfuldt på fremtiden for KLAP.

På linkene nederst finder du video, materialer og billeder fra dagen i Landstingssalen.

Oplægsholdere

  • Anni Sørensen, landsformand, LEV
  • Asbjørn Jensen, Rema 1000, Viborg og Joan K. Rasmussen, Rederiet Færgen, Rønne
  • Michael Skou, Rema 1000
  • Jesper Pedersen, Cabi
  • Jesper Høegh, CapaHouse
  • Troels Møller Grosen, Implement Consulting Group


Paneldeltagere på konferencen

  • DA (Dansk Arbejdsgiverforening), Maria Bille Høeg
  • LO (Landsorganisationen i Danmark), Christian Sølyst
  • DH (Danske Handicaporganisationer), Lars Midtiby
  • Venstre, Hans Andersen
  • Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl
  • Socialdemokratiet, Orla Hav


Moderator: Lene Johansen

Læs mere Hent materialer