Fra JP.dk
11.04.2018
Magt eller nærvær? Vi står ved en skillevej
De nuværende udfordringer med at overholde magtanvendelsesreglerne bør ikke løses ved at gøre det lettere for personalet at anvende magt over for samfundets svageste.
Debatindlæg af Bjarne Hastrup, adm. direktør for Ældre Sagen og Anni Sørensen, landsformand for LEV, bragt i Jyllands-Posten i dag, onsdag den 11. april 2018.
Er der virkelig brug for at ”slippe magtanvendelsen mere fri” over for f.eks. ældre med demens eller mennesker med udviklingshæmning? Skal personalet på plejecentre eller botilbud have nemmere adgang til at gribe ind med fast hånd, iværksætte overvågning og foretage fastspænding? Og skal det fremover ske, uden at ansvarlige myndigheder holder øje?
De spørgsmål melder sig, når man læser anbefalingerne i Børne- og Socialministeriets nye rapport med et ”serviceeftersyn” af magtanvendelsesreglerne over for voksne på socialområdet.
Vi i Ældre Sagen og Landsforeningen LEV repræsenterer hhv. mennesker med demens og mennesker med udviklingshæmning – de to største målgrupper for servicelovens regler om magtanvendelse. Lad det være sagt med det samme: Vi opfordrer de politikere, som skal til at forhandle om reglerne, til at tænke sig nøje om. Anbefalingerne fra Børne- og Socialministeriet indeholder en risiko for en glidebane for retssikkerheden. En bevægelse i retning af mere magt og mindre pædagogik.
Vi hilser en gennemgang af magtanvendelsesreglerne velkommen, men vi sætter på det kraftigste spørgsmålstegn ved, om de nuværende udfordringer med at overholde reglerne skal løses ved at gøre det lettere for personalet at anvende magt over for samfundets svageste.
De nuværende regler om magtanvendelse på voksensocialområdet er udstyret med det rigtige formål. Reglerne har til formål at forebygge og reducere brugen af fysisk magt og andre former for indgreb til det absolut nødvendige. Fysisk magt kan være nødvendigt, men det skal være undtagelsen og må kun anvendes, når alle pædagogiske virkemidler er forsøgt. Reglerne understreger også, at der kun må bruges magt i situationer, hvor et voksent menneske med eksempelvis demens eller svær udviklingshæmning er i risiko for at skade sig selv eller andre.
Der har gennem mange år været store udfordringer med at overholde visse magtanvendelsesregler. Det kan skyldes, at reglerne er svære at forstå, at personalet ikke har de rette kompetencer eller ressourcer til at overholde dem, eller at reglerne opleves dilemmafyldte i arbejdet med at yde den nødvendige omsorg. Men vi må konstatere, at kompleksitet, dilemmaer og etik er et vilkår på et så følsomt område som anvendelse af magt.
Et centralt princip i de gældende regler er, at enhver form for magtanvendelse skal registreres og indberettes til den ansvarlige kommunale myndighed. Det handler om borgeres retssikkerhed, men også om at sikre læring og udvikling af den pædagogiske faglighed. Registreringen, indberetningen og myndighedsopfølgningen er vigtig for, at der altid arbejdes for at overflødiggøre brugen af magt.
Det er sunde principper. Brugen af magt må aldrig blive til en rutine eller et integreret redskab i den måde, hvorpå personalet yder omsorg og støtte. Derfor er vi forundrede over tendenserne i de anbefalinger til ændring af magtanvendelsesreglerne, som er lagt frem for politikerne.
Anbefalingerne går alle i retning af at gøre det nemmere for personalet at anvende magt og foretage indgreb i det enkelte menneskes integritet og selvbestemmelse. Oven i det ønsker ministeriet at fjerne en stor del af den myndighedsovervågning, som i dag er en del af reglerne. En stor del af magtanvendelsen skal så at sige ”slippes fri” i de enkelte plejecentre, botilbud mv – helt uden registrering, dokumentation eller tilsyn.
Vi opfordrer til, at man tænker over, hvad det vil betyde for kulturen blandt personalet i plejecentre og i botilbud. Og til, at man overvejer, hvad det siger om vores samfund, hvis vi vælger mere magtanvendelse på bekostning af tilstrækkeligt og solidt uddannet personale.
Vi står ved en skillevej. Vi skal vælge, om vi bevæger os ned ad den vej, hvor vi tillader mere magtanvendelse, eller om vi insisterer på en omsorg, der bygger på pædagogik, respekt for individets rettigheder og tilstrækkelige ressourcer til at tage os af de borgere, der har brug for vores omsorg. I Ældre Sagen og LEV ved vi godt, hvilken vej vi ønsker at gå.
