14.01.2018
Gode pædagoger er svaret
’Den store institutions-indespærring’, som titusindvis af mennesker med udviklingshæmning blev udsat for gennem det meste af det tyvende århundrede, må ikke glemmes. Derfor skal vi også være forsigtige med at give personalet i botilbud mulighed for at låse beboerne inde. Svaret er en styrket faglighed i den socialpædagogiske indsats – ikke låste døre, mener LEVs landsformand.
”De pårørendes bekymring og frustrationer i forhold til beskyttelsen af beboerne er meget forståelig, men udvidet adgang til magtanvendelse og frihedsberøvelse er ikke svaret. Svaret er for mig at se en styrket faglighed i den socialpædagogiske indsats”. Sådan skriver LEVs landsformand, Anni Sørensen, blandt andet i et brev til børne- og socialminister, Mai Mercado.
Anledningen til brevet, som Anni Sørensen sendte torsdag, er en sag fra bostedet Sølund, hvor nogle pårørende opfordrer til, at det skal gøres lettere for personalet at låse beboerne inde. De pårørende – og også personale og ledelse på Sølund – mener, at det er omsorgssvigt, hvis ikke man kan låse beboerne inde.
Men låse på dørene er ikke løsningen, mener LEVs landsformand. Hun frygter tværtimod, at en ændring af magtanvendelsesreglerne i den retning kan virke ødelæggende på den pædagogiske faglighed i indsatsen over for beboerne. Derfor opfordrer hun til, at politikerne udviser stor politisk forsigtighed:
”Magtanvendelse overfor mennesker med handicap er et meget følsomt område, hvor man politisk bør udvise stor tilbageholdenhed med ’hurtige løsninger’”, skriver hun blandt andet i brevet til ministeren.
Anni Sørensen skriver desuden, at hun mener, at rammerne for det pædagogiske arbejde spiller en stor rolle for, at der efterspørges adgang til mere magtanvendelse og frihedsberøvelse: ”Den tiltagende frustration over de fortsatte forringelser af de faglige og ressourcemæssige rammer i diverse botilbud er givetvis en vigtig del af baggrunden for, at der efterspørges udvidede magtanvendelsesbeføjelser til personalet.”
I brevet henviser Anni Sørensen desuden til, at Børne- og socialministeriet aktuelt arbejder med forslag til en række lempelser af personalets mulighed for at anvende magt over for eksempelvis mennesker med udviklingshæmning. Hun udtrykker bekymring for det, der lægges op til fra den kant og opfordrer til, at politikerne siger fra over for hurtige og tilsyneladende nemme løsninger:
”En lempelse af personalets adgang til at udøve magt – og af retssikkerhedsmekanismerne i den forbindelse – vil svække de faglige miljøers tilskyndelse til at finde pædagogiske løsninger uden brug af magt,” skriver hun blandt andet.
I brevet opfordrer Anni Sørensen desuden til, at man husker på den historiske baggrund for, at vi som samfund har sagt nej til at låse mennesker med handicap inde. Udgangspunktet for de nugældende regler var opgøret med de store centralinstitutioner, som kendetegnede Danmarks behandling af mennesker med udviklingshæmning og andre handicap i det meste af det tyvende århundrede.
Men især efter de daværende amters overtagelse af indsatsen blev signalet et andet, skriver Anni Sørensen:
”Det klare politiske signal var, at ’den store indespærring’ var slut – ligeværd og respekt om den enkeltes integritet og selvbestemmelse skulle fra nu af kendetegne samfundets behandling af mennesker med udviklingshæmning.”
Det har medført store fremskridt i behandlingen af mennesker med udviklingshæmning, forklarer Anni Sørensen. Men de fremskridt er skrøbelige, mener hun:
”Disse fremskridt frygter jeg kan lide uoprettelig skade, hvis lovgiverne slår ind på en ny kurs. En kurs, hvor signalet er, at magtanvendelse ikke er den ultimative undtagelse, men derimod et redskab i ’omsorgen’ for mennesker med udviklingshæmning.”
