Foto: Ricky John Molloy 14.01.2018

Kommentar til låsning af døre: Omtanke efterlyses

Jeg synes, vi er nødt til at tænke over og tale om, hvad det vil gøre ved den pædagogiske indsats, hvis vi giver personalet mulighed for at låse beboere med udviklingshæmning inde. Og debatten ville have stor nytte af, at vi interesserer os for de mange gode botilbud, hvor man gennem stærk faglighed håndterer de svære udfordringer uden låste døre – for de findes. Her efterspørger man ikke flere magtbeføjelser til personalet, og det er da interessant.

TV2 har dagen igennem bragt en historie om botilbuddet Sølund, hvor nogle pårørende opfordrer til, at det skal gøres lettere for personalet at låse beboerne inde. De pårørende, og også personale og ledelse på Sølund, mener, at det er omsorgssvigt, hvis ikke man kan låse beboerne inde.

Det er en vigtig og dilemmafyldt debat, som har rejst sig oven på denne nyhedshistorie. Men det er også en historie, hvor vi er forpligtede til at få alle nuancer med – og til at tænke os grundigt om, inden vi trykker på automatrefleksen.

Jeg forstår til fulde den bekymring, man kan have som forældre, søster eller bror til et menneske, som på grund af et handicap ikke kan klare sig selv. Bekymringen for at han eller hun på den ene eller anden måde kommer til skade. Den bekymring skal vi tage alvorligt.

Men for mig at se er svaret ikke låste døre eller andre udvidede muligheder for magtanvendelse og frihedsberøvelse. Den slags redskaber har det med at blive rutine, og hvad enten vi vil det eller ej, så risikerer vi, at det sker på bekostning af en ordentlig pædagogisk indsats. Vi risikerer at normen i stadig stigende omfang bliver låste døre – og det vil med stor sikkerhed ske på bekostning af pædagogiske løsninger uden brug af indespærring og anden magt. Og man må uvægerligt spørge, hvad bliver så det næste?

Jeg synes i stedet, at vi skal interessere os mere for de mange steder, hvor personalet og ledelsen ikke spørger efter nye beføjelser til at låse beboerne inde.  Dem har vi talt med flere af i de seneste dage, og mit håb er, at også medierne vil interessere sig for disse vigtige eksempler.

Her er udfordringerne præcis de samme, men man er i stedet dybt forpligtet på, at solid, nysgerrig pædagogik er svaret. I stedet for en låst dør insisterer man igen og igen på at møde det enkelte menneske, undersøge hvordan man kan ændre adfærden pædagogisk, tolke de signaler som adfærden er udtryk for osv. Og resultaterne er der. Faktisk mener flere af dem, vi har talt med, at nye magtbeføjelser og låste døre vil virke ødelæggende på muligheden for at opnå de resultater.

Jeg er åben for dialog om, hvad der er de rette løsninger. Men vi er nød til at tænke os godt om – også over, hvad de langsigtede konsekvenser af mere magt og frihedsberøvelse kan ende med at blive.