Foto: Ricky John Molloy 03.07.2018

Sommerhilsen fra landsformanden

Når jeg tænker tilbage på første halvår af 2018, så er den bedste betegnelse for helhedsindtrykket nok, kontrast. Kontrasten mellem meget positive oplevelser, hvor mennesker med udviklingshæmning anerkendes som ligeværdige og bidragende medborgere på den ene side – og oplevelser, hvor jeg bedrøves over, at vi stadig har en stor opgave med at udfordre og imødegå et menneskesyn, som ikke burde komme til udtryk i Danmark anno 2018.

Morten Jensen døde i maj i år. Alt, alt for tidligt – blot 41 år gammel. Morten var gennem en stor del af sit korte liv en fantastisk ambassadør for mennesker med udviklingshæmning via sin deltagelse i en række TV2 programmer sammen med hans gode ven Peter Palland.

Det var bevægende at opleve, hvordan Mortens død vakte danskeres sympati og medfølelse. Der blev sendt titusindvis af hilsner fra mange af dem, som havde lært Morten at kende. Ikke blot som ’en udviklingshæmmet’, men som et fuldt og helt menneske med alle de facetter, som det indebærer. Med Mortens død mistede vi en vigtig fordomsnedbryder. Og vi har desværre stadig behov for ’fordomsnedbrydere’.

I den anden ende af det kontrastfylde første halvår af 2018 finder vi nemlig de lovinitiativer om magtanvendelse, som Børne- og socialministeriet præsenterede i en rapport i april måned. Rapporten indeholdt en række forslag til ændring af servicelovens magtanvendelsesregler – ændringer, som stort set alle ville medføre markante forringelser af mennesker med udviklingshæmnings rettigheder.

På noget, der lignede en ordre fra KL, foreslog ministeriet eksempelvis at forringe beskyttelsen af lejerettigheder for beboere i forskellige typer botilbud, så kommunen nemmere kunne flytte rundt på folk, hvis de fandt det hensigtsmæssigt. Andre forslag skulle gøre det nemmere for personalet i botilbud at foretage fysisk fastholdelse og anden magtanvendelse og samtidig slække voldsomt på både borgerens retssikkerhed og det pædagogiske forebyggelsesarbejde i den forbindelse.

LEV har været en aktiv part i debatten om forslagene fra Børne- og socialministeriet, flere gange i et godt samspil med andre organisationer på området. Kort før årsskiftet udsendte vi eksempelvis sammen med Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF, et kort videoklip, hvor mennesker med udviklingshæmning forklarede, hvad de synes om KL og regeringens planer om at forringe deres lejerettigheder. ”Vi vil ikke bare flyttes rundt med”, sagde ULFs tidligere formand, Lisbeth Jensen, blandt andet i videoen, og det betegner sådan set fint den forargelse, som borgerne oplever, når de bliver præsenteret for forslaget. I forhold til de øvrige elementer i magtanvendelses-udspillet fra Børne- og Socialministeriet har LEV også markeret sig i debatten – eksempelvis et stort anlagt temanummer om emnet og et fælles debatindlæg med Ældre Sagens administrerende direktør Bjarne Hastrup.

Jeg håber, vi har fået skubbet til de folketingspolitikere, som konkret har forhandlet om magtanvendelsesreglerne hen over forsommeren. Endnu ved vi ikke, hvor det lander, men jeg håber virkelig ikke, at der skabes flertal bag forslag af den art.

Hvis vi bliver i billedet med de store kontraster i dette halvår, så synes jeg, der er grund til at fremhæve et par politiske begivenheder, som er positive for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap.

I disse dage er forbuddet mod diskrimination af mennesker med handicap trådt i kraft. Ikke i den udgave, som vi havde håbet med krav om rimelig tilpasning, men det er et vigtigt skridt på vejen – et klart signal om at diskrimination af mennesker med handicap selvfølgelig er uacceptabelt. I samme kategori finder vi regeringen og Folketingets klare melding om, at også mennesker med et såkaldt § 6-værgemål skal gives lige ret til at stemme ved Folketingsvalgene. Det falder formentlig på plads i efteråret og er et vigtigt skridt for en gruppe mennesker, som hidtil er blevet anset for en slags demokratiske andenrangsborgere.

Det var også i første halvår af 2018, at vi fik en justering af reglerne om førtidspension og fleksjob. Selvom ændringerne langt fra er tilstrækkelige, så glæder jeg mig over, at det lykkedes at overbevise regering og Folketing om, at forvaltningen af førtidspensionsreglerne var uholdbar. Her glæder jeg mig især over vores samspil med en bred vifte af andre organisationer inden for rammerne af ”Værdig reform”. Sammen med faglige organisationer, andre handicaporganisationer og bevægelser skabte vi en bred front, der dokumenterede, at behovet for ændringer var presserende.

Kontrasten mellem det stærkt udfordrende og det positive og livsbekræftende er også tydelig i det enorme arbejde, som hver dag ydes at LEVs frivillige – i de lokale kredse og i specifikke projekter og aktiviteter. Jeg er selv oplært i det lokale LEV-arbejde og ved, hvor afgørende det er, at LEV er en stærk kraft i samspillet med kommunerne og i de lokalsamfund, som vi alle er en del af.

Selvom landspolitikerne jo synes at have aflyst den økonomiske krise, så er det stadig besparelser og forringelser, som dominerer dagsordenen for mange af LEVs frivillige i kredsarbejdet og i de kommunale handicapråd. Beskæringer på alt fra aktivitets- og samværstilbud over ledsageordning til aflastning og tabt arbejdsfortjeneste er den virkelighed, som stadig møder børn, unge og voksne med udviklingshæmning og deres pårørende. Her kæmper lokale frivillige med at vise de lokale politikere og embedsmænd konsekvenserne af den fortsatte sparepolitik – med høringssvar, møder, debatindlæg og en masse andet. Det er ofte ’op ad bakke’, og jeg er fuld af beundring for de mange, som holder fast og giver mennesker med udviklingshæmning en stemme i det lokale.

Heldigvis er der også meget, som lykkes i det lokale arbejde. LEV Bladet har gennem første halvår af 2018 bragt en række portrætter af frivillige i LEV – og i maj-nummeret beskrev vi nogle af de mange positive eksempler, der er på frivillige indsatser og projekter i forhold til LEVs målgruppe, som lykkes og skaber mening. Initiativer, der på hver deres måde bidrager til at skabe anledninger og arenaer, hvor mennesker mødes og skaber værdi for hinanden og for andre. En teaterforestilling, en foldboldklub, frivillige hjælpere og meget andet.

LEV er et helt afgørende talerør og et fællesskab for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende. Vi udfylder en plads, som jeg er bange for ikke ville blive udfyldt, hvis ikke vi var her – både i det politiske - nationalt og lokalt - og i forhold til lokale fællesskaber. Og derfor har LEV ikke blot en eksistensberettigelse, men en eksistensnødvendighed.

Hvis vi skal udfylde denne vigtige rolle, skal vi konstant arbejde for et endnu stærkere LEV. Det er målet med det foreningsinterne udviklingsprojekt, som LEVs Hovedbestyrelse har igangsat. Idéerne til hvordan vi skaber et endnu bedre LEV, har været mange: Forenkling af den foreningspolitiske struktur, styrkelse af LEVs kommunikationsarbejde og en masse andet. Det næste års tid bevæger vi os ind i en mere konkret fase, hvor ideerne omsættes til forandringer i mere konkret form.

Ambitionen for denne sommerhilsen var at komme omkring det, som har fyldt for LEV siden nytåret. Det er selvfølgelig en ret umulig opgave, der ikke kan yde retfærdighed over for de mange dagsordner og initiativer, som vi på den ene eller anden måde har beskæftiget os med.  Jeg har alligevel taget udfordringen op, men med en klar bevidsthed om, at jeg har måttet udelade en lang række emner, som også er vigtige.

God sommer!
Anni Sørensen