Fra Altinget.dk
21.08.2019
LEV til KL: Hold op med rettighedsangrebene og hæv blikket
Et debatindlæg af to KL-formænd viser, at KL har en blivende, nærmest manisk modstand mod rettigheder på socialområdet, mener Landsforeningen LEV.
Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget tirsdag d. 20. august 2019
De to KL-formænd, Jakob Bundsgaard og Martin Damm, efterlyste i Altinget flere penge og løsere tøjler til kommunerne på det specialiserede voksenområde.
Tørresnor, straf og stram styring af kommunerne virker ikke, mener de to formænd, der i stedet ønsker sig mere fleksible rammer og mindre fokus på borgernes rettigheder.
KL-formændene har indlysende ret i, at der er behov for, at kommunerne får bedre økonomi på det specialiserede socialområde. Nye og øgede behov og ændret demografi stiller større krav til kommunerne, og budgetterne har i en årrække været pressede.
Tro mig, det er der tusindvis at børn, unge og voksne med udviklingshandicap, som har oplevet de helt kontante konsekvenser af i deres hverdag.
KL's drømme om mere fleksibilitet og "løse tøjler" er på sin vis smuk.
Vi drømmer vel alle om en kommunal socialsektor, hvor der ikke er behov for statslig kontrol, og hvor borgeren kan have tillid til, at kommunale myndigheder ikke er grænsesøgende i deres afgørelsespolitik.
En socialsektor, hvor kommunerne ikke styrer efter deres helt egne og ufleksible serviceniveauer, og hvor kommunerne aldrig kunne drømme om at drage fordel af en skrøbelig retssikkerhed blandt særligt sårbare borgere.
Få kan genkende KL's faktum
Det er bare slet ikke den socialsektor, som vi befinder os i endnu. Tværtimod har vi i en længere årrække konsekvent bevæget os længere og længere væk fra denne drøm.
Der findes gode tilbud, hvor samvittighedsfulde og dygtige medarbejdere hver dag kæmper for at yde en god indsats for sårbare medborgere. De skal anerkendes for deres indsats, men det kan altså blive mere end vanskeligt at finde mennesker med udviklingshandicap, der kan genkende KL-formændenes påståede faktum om, at "kvaliteten på de sociale tilbud i kommunerne er høj. Og stigende".
KL ønsker sig en ny retning for socialpolitikken og opfordrer den nye regering til at tage fat på denne opgave i forbindelse med deres fælles økonomiforhandlinger. Her skræmmer sporene fra den linje, som KL lagde for dagen i forhandlingerne med den tidligere regering imidlertid.
Intentionen var dengang entydigt at svække sårbare borgeres rettigheder til fordel for udvidelse af kommunernes skøn. KL havde en nærmest manisk modstand mod rettigheder på socialområdet og opstillede en kunstig modsætning mellem rettigheder og muligheden for at yde den rette individuelt tilpassede hjælp.
Behov for helt ny model
Bedømt ud fra KL-formændenes indlæg, ser det ud, som om den mani ikke er kureret endnu. Det er ærgerligt og risikerer at skygge for det, som burde være KL's og den nye regerings fokus, nemlig at finde en ny model, som reelt kan "løfte indsatsen for de svageste borgere i vores samfund".
En tilgang, som anerkender, at kommunernes udfordringer på det specialiserede socialområde både handler om utilstrækkelige økonomiske rammer fra staten og om indretningen af den aktuelle styrings- og finansieringsmodel.
Store dele af det specialiserede socialområde har således en faglig kompleksitet og en økonomisk tyngde, der gør det nødvendigt at se på nye måder at organisere myndighedsforpligtelsen og nye måder at fordele de økonomiske byrder.
Alt for mange mennesker med komplekse handicap og deres familier lider i dag under utilstrækkelig faglighed og kvalitet i sagsbehandlingen – og under et mislykket forsøg på at styre specialiserede sociale tilbud, som var det varer på et frit marked.
Forudsigelige rettighedsangreb
Faktisk har jeg lidt svært ved at forstå, hvorfor KL ikke forsøger at løfte denne dagsorden i stedet for det forudsigelige rettighedsangreb.
En mere retfærdig fordeling af finansieringsforpligtelsen på tværs af landets kommuner – og mellem statsligt og eventuelt regionalt niveau – burde være i alles interesse. Ikke mindst de kommuner, som har ekstraordinære udfordringer med at få budgetterne til at hænge sammen.
Det vigtige arbejde, mener jeg sådan set ikke alene, bør handles af i et lukket forhandlingslokale mellem finansministeren og interesseorganisationen KL.
Men når nu emnet med stor sikkerhed kommer på bordet, så må der findes vilje til at hæve blikket og få øje på nogle af de mere grundlæggende systemfejl.
