Foto: Hans Juhl
12.10.2020
Det går galt, når I ikke hører, hvad jeg siger
Kan mennesker med udviklingshandicap selv fortælle, hvordan det føles at have været udsat for omsorg ’med håndfaste midler’? Ja - i allerhøjeste grad. I den nye bog Erfaret magt kan man for første gang læse om de gennemgribende konsekvenser, det kan have. Det er både foruroligende, gribende og tankevækkende at møde den vrede, den logik og den skam, der er en magtanvendelses trofaste følgesvend.
Af Arne Ditlevsen
Jens har været udsat for mange tilfælde af magtanvendelse. Både i den gamle åndssvageforsorg, hvor han blev lagt i bælte. Men også i nyere tid, hvor personalet stadig nogle gange holder ham fast for at undgå, at han gør skade på sig selv eller ting. Her i et uddrag fra Erfaret magt fortæller Jens om, hvordan han blev fastholdt den 21. juni 2019. Han husker datoen, som var det i går.
”Kunne man gøre noget i stedet for at holde dig fast, når du er urolig?” ”Det er svært at sige.” ”Hvad med inden du begynder at ødelægge noget?” ”Det ved jeg ikke” ”Hjælper det at tale med dig?” ”Ja.” ”Er der andre ting, der hjælper?” ”Det ved jeg ikke.” ”Hjælper det at råbe til dig?” ”Næ.” ”Hjælper det at true dig?” ”Heller ikke.” ”Hjælper det at skælde dig ud?” ”Heller ikke.” ”Hjælper det bare at gå væk?” ”Ja.”
Jens, der er i 60’erne, giver tydeligt udtryk for, hvad der kan berolige ham – og hvad der er en god eller dårlig reaktion fra personalet. Så selv om Jens og andre beboere med omfattende funktionsnedsættelser kan have svært ved at udtrykke sig klart, kan de sagtens have en holdning, som er væsentlig og bør respekteres.
Blev smidt ud af kørestol
Allan, der sidder i kørestol, fortæller i bogen denne historie om en magtanvendelse:
”For et par uger siden, da var mig og en af personalet lidt oppe at toppes. Jeg skulle have fri klokken halv to og blev irriteret over, at jeg ikke måtte tage hjem ligesom de andre, fordi vagten på min afdeling som kunne følge mig, var syg, så jeg begyndte at køre hjem selv lige så stille. Men så personalet, de stoppede mig, og så blev jeg sur, for jeg vil have lov til at køre hjem, når jeg vil: ’Hvad fanden skal I blande jer i det for’, sagde jeg. Og så slog jeg ud efter personalet, og så smed han mig ud af kørestolen.”
”Han tog dig ud af kørestolen?”
”Nej, han SMED mig ud… han tog fat sådan og så ned i jorden!” Allan viser mig med voldsomme bevægelser, hvordan han blev slynget ud. ”Det var ret ubehageligt. Og mine nye shorts hang fast i fodstøtten, så det gjorde faktisk ret ondt.”
”Hvad skete der så?”
”Jeg var ked af det selvfølgelig, og jeg havde ret ondt, for jeg havde fået hudafskrabninger, både her og her”, siger Allan og tager sig til knæ og albuer. ”Så løftede de mig op i kørestolen igen, og jeg sagde selvfølgelig pænt undskyld bagefter.”
”Det gjorde ham, der havde smidt dig ud?”
”Nej, det gjorde jeg… jeg sagde pænt undskyld til ham.”
Enestående fortællinger
Jens, Allans og 14 andres fortællinger om at have været udsat for magtanvendelse af pædagogisk personale er helt unikke. I bogen Erfaret magt af Stine Grønbæk Jensen og Jesper Vaczy Kragh kan man for første gang i en dansk sammenhæng opleve mennesker med udviklingshandicap fortælle med deres egne ord om, hvordan de oplever det at blive fastholdt.
Servicelovens regler om magtanvendelse giver mulighed for, at der i yderste tilfælde kan anvendes magt, hvis en person med betydeligt eller varigt nedsat psykisk funktionsevne risikerer at påføre sig selv eller andre væsentlig skade eller kan forårsage væsentlig ødelæggelse af indbo.
Fastholdelse er en af de muligheder.
Med jævne mellemrum bliver der fra visse botilbudsledere, politikere, pædagoger og pårørende udtrykt ønske om øgede muligheder for at bruge magtanvendelse.
Men fordi der har hersket en forestilling om, at det kunne Jens og Allan da ikke sige noget fornuftigt om, de var jo udviklingshandicappede, så er de overhovedet ikke blevet hørt.
Det er forkert – for de har masser at sige. Hver sag er godt nok forskellig. Alligevel er der også mange fællestræk at tage ved lære af.
Det, der går forud for en magtanvendelse, kan således typisk være, at beboeren føler sig presset, afmægtig, overladt til andres nåde, træt af at få besked på dit og dat i ens påtvungne kollektive botilbud – ja, i en eller anden grad umyndiggjort. Ofte kan en voldsom adfærd fra en beboer derfor være den eneste måde at reagere på, som for alvor giver genlyd og markerer en personlig grænse. Herefter er magtanvendelse i form af fastholdelse i mange situationer nærmest som en på forhånd skrevet drejebog.
Skammen
Mange beboere, der oplever en fastholdelse, plages af en efterfølgende skam. Skammen over at have gjort noget voldsomt, som man måske godt er klar over ikke er i orden, eller skammen over at have udfordret personale, som man samtidig er dybt afhængig af – og måske også holder meget af.
Derfor siger Allan også undskyld til personalet efterfølgende. Selv om personalets brug af magtanvendelse kan være helt ude af proportioner, som Allans fortælling kunne tyde på.
Ingen kontrol
”Bank på inden I bare går ind. Hvis jeg ikke svarer så gå ind. Håber I følger mine regler. Mvh. Dorte.”
Sådan står der på et stykke papir på Dortes dør.
Den venlige, men lidt mystiske besked viser, hvad privatliv og respekt for den enkeltes bolig er for en kompliceret størrelse for mange beboere i botilbud.
Dorte ønsker respekt for privatlivets fred, men hun ved også godt, at det ikke sker. Og det accepterer hun. Hun har et ønske om frihed, men er usikker og afhængig andre.
Når beboerne fortæller om deres erfaringer, bliver det tydeligt, at deres voldsomme handlinger oftest udspringer af dybe frustrationer, som er tæt forbundet med manglende kontrol over eget liv.
Og den manglende kontrol er næsten total. Bogen viser, at beboernes kommentarer til en fastholdelse i de indberetninger om magtanvendelse, der altid skal laves, ofte er fraværende. Eksempelvis er feltet tomt i sagen med Allan, der blev smidt ud af kørestolen.
Ofte ved beboerne slet ikke, at der skal laves en indberetning. Derfor er det oftest pædagoger og ledere, der har retten til at ’afgøre’ hvad der er op og ned i en konkret magtanvendelse.
Lyt til beboeren
Erfaret magt viser, at der næsten altid er en logik bag de voldsomme handlinger, der fører til magtanvendelse. Dermed kan man måske også med den rigtige tilgang komme en magtanvendelse i forkøbet. Som Andreas, der har autisme, siger det, handler det ikke mindst om kommunikation:
”Det, der udløser konflikter, det er, når folk ikke forstår hinanden. Når folk føler, de ikke bliver hørt eller forstået, så sker der typisk det, at i stedet for at sætte sig ned og prøve at forstå hinanden, så tyr man til vold, fordi det er den universelt nemmeste og hurtigste løsning.” Heldigvis er der på mange botilbud også fokus på at minimere eller helt fjerne brugen af magt. Der er et hav af forskellige pædagogiske metoder, måder at kommunikere på, måder at komme en voldsom handling i forkøbet, som de fleste, om ikke alle personerne, i bogen har nydt godt af.
Og til en start kunne man jo prøve at lytte til, hvad de mennesker, magtanvendelsen er gået ud over, har at sige.
(Nogle personer i artiklen optræder under ændret navn, red.)
OM BOGEN
”Erfaret magt” handler om erfaringer med fastholdelser blandt beboere på botilbud for mennesker med udviklingshandicap eller autisme. Bogen er baseret på interviews med 16 beboere på ni forskellige kommunale eller regionale botilbud. Der er tilstræbt en spredning både vedrørende geografisk placering, køn, alder, funktionsnedsættelser og funktionsniveau samt erfaringer med magtanvendelse.
Der optræder kun personer, som har været i stand til og har haft lyst til at fortælle om deres erfaringer, følelser og holdninger til selvbestemmelse og magt. Erfaringer blandt beboere med begrænset sprog er fraværende.
Projektet er gennemført med støtte af fonde i FOA, Socialpædagogerne og Lev.
Erfaret magt
Frustrationer og fastholdelser blandt beboere på botilbud for mennesker med udviklingshæmning og autisme
Af Stine Grønbæk Jensen og Jesper Vaczy Kragh
ISBN 978-87-408-3321-8
Syddansk Universitetsforlag
LET LÆST
Må personalet bruge magt over for mennesker, der bor i botilbud? Ja, det må de godt. Men kun i helt særlige situationer, hvor beboeren gør noget meget voldsomt. Det kan være mod sig selv eller andre. Det kan også være, hvis han smadrer ruder eller møbler.
Fra i år er mulighederne for at bruge magt blevet lidt større. Det skyldes en ændring i loven. Den ændring har politikerne på Christiansborg lavet, selvom de ikke ved, hvad det betyder for beboerne på botilbuddene.
Erfaret magt er en ny bog. Bogen fortæller, hvordan beboerne har det, når der bliver brugt magt mod dem. Det er første gang beboere selv fortæller deres historie. 16 beboere fortæller, hvorfor de nogle gange smadrer vinduer og går til angreb på personalet. De fortæller, hvordan det føles at ligge med fire pædagoger oven på sig. Og de fortæller, hvor flove de kan være bagefter. Mange af dem siger undskyld til pædagogerne. Også selv om de måske ikke selv er skyld i det, der er sket.
Så nu ved politikerne og alle os andre, hvad det kan betyde for dem, det går ud over. Det er vigtig viden.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2020
