2018-01-22_Jyllands-Posten_s60 - Kopi.jpg Fra JP.dk 23.01.2018

Er mere magtanvendelse virkelig svaret?

Der er en nærliggende risiko for, at nye magtanvendelsesbeføjelser fører til besparelser i botilbud for voksne med udviklingshæmning. En sådan spiral kan resultere i ønsker om endnu flere beføjelser.

Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV, bragt i Jyllands-Posten i går, mandag den 22. januar 2018.

Skal personalet i botilbud for voksne med udviklingshæmning kunne låse døre, havelåge mv. for at beskytte beboere mod at komme galt afsted, f.eks. i trafikken? Det var temaet for en hel dags dækning på diverse TV 2-kanaler.

Omdrejningspunktet var to pårørende til beboere i botilbuddet Sølund i det midtjyske. Sølund havde af Socialtilsynet fået påbud om at ophøre med at låse døre og havelåger, således, at beboerne kunne komme udenfor, hvis de ønskede det. Efter søstrenes – og også Sølund-ledelsens – opfattelse er der nu risiko for, at nogle af beboerne med de mest omfattende handicap kommer galt af sted. Intet andet end at låse beboerne inde kan yde den nødvendige beskyttelse var holdningen.

Det er en historie, som naturligvis gør et stort indtryk på mange. Også på mig, for jeg kender om nogen til den ekstra bekymring, som det ofte indebærer, at have en voksen søn eller datter, der har brug for støtte i hverdagen på grund af et handicap. Ikke blot ud fra mine egne erfaringer, men i høj grad også via den dialog med forældre som jeg har som landsformand i LEV. Tanken, at vi da må låse dørene, er både naturlig og forståelig.

Men inden man begynder at ændre på reglerne om noget så både dilemmafyldt og principielt som låste døre og anden magtanvendelse, bør man som minimum have en oplyst og nuanceret diskussion om en række af de helt afgørende spørgsmål, som TV 2 valgte ikke at stille i sin skarpt vinklede dækning af emnet.

Hvad er eksempelvis grunden til, at mange andre botilbud med helt den samme målgruppe og samme udfordringer ikke spørger efter udvidede muligheder for at låse beboerne inde? Hvad er det for pædagogiske metoder og tilgange de anvender – og som overflødiggør låste døre? Eller spørgsmålet om, hvordan en udvidelse af adgangen til at låse døre – eller andre former for magtanvendelse – vil påvirke den pædagogiske kultur i disse tilbud? Risikerer vi, at personalets konstante fokus på at finde andre løsninger end låste døre og magtanvendelse bliver svækket, fordi den låste dør bliver rutine? Og endelig, hvor mange botilbudsbeboere, som slet ikke har den type beskyttelsesbehov, som vi så fra Sølund, risikerer i den virkelige verden at blive ramt af eventuelle udvidede muligheder for at låse dørene?

Dygtige medarbejdere
Min skepsis over for ønsket om at udvide personalets beføjelser skal ikke ses som en mistillid til medarbejderne. Faktisk tværtimod! Der er utroligt mange dygtige, engagerede og omsorgsfulde medarbejdere i botilbuddene rundt om i landet. Men jeg er samtidigt overbevist om, at de lovgivningsmæssige rammer og faglige redskaber, som medarbejderne gives, er afgørende for, om de kan få lov at bruge dette engagement og denne faglighed.

Risikoen for en problematisk spiral, hvor nye magtanvendelsesbeføjelser fører til besparelser på personalet, som så igen medfører ønske om endnu flere beføjelser, er for mig at se nærliggende. Den spiral kan jeg ikke forestille mig, at nogen ønsker sig.

Børne- og socialministeriet barsler i disse dage med et udspil til ændring af det samlede magtanvendelsesregelsæt på socialområdet. LEV har været repræsenteret i en referencegruppe for dette arbejde, og derfor kender vi konturerne af ministeriets overvejelser. Og linjen er klar. Alle ændringsovervejelser peger i retning af mere lempelige kriterier for brug af magt eller andre indgreb over for beboere i botilbud. Det synes jeg er stærkt bekymrende, og jeg opfordrer indtrængende Folketingets partier til at udvise forsigtighed og eftertænksomhed i denne sag.