HenrikWeb.JPG Foto: Lærke Helene Askholm Jensen 22.06.2017

Henrik - 'Jeg har det jo godt her'

LEV bladet var i 2014 på besøg hos Henrik Knudsen, der bor på bostedet Vestereng i Skårup lidt uden for Svendborg. Her bor han sammen med en af sine brødre, der også er udviklingshæmmet

Af Lærke Helene Askholm Jensen

Det allerførste, Henrik viser frem, er et billede af hans mor, som hænger på væggen.

- Er hun ikke smuk, siger han – og fortsætter: - Hun er her desværre ikke mere.

Henrik, der er 62 år, virker nu afklaret med, at hans mor ikke er her længere – han kan se på billedet og mindes hende med glæde. Henrik har en stor interesse og nysgerrighed for folk omkring sig, og det skinner fint igennem, mens han interviewes. Henrik stiller nemlig lige så mange spørgsmål, som den, der interviewer ham, gør, og han er generelt dybt interesseret i at vide, hvordan andre har det, hvor de er fra, og hvad de har på hjerte.

Og han husker, hvad folk har fortalt ham, for han har en fabelagtig hukommelse. Han kan også huske de fleste fødselsdage og i det hele taget datoer og tal.

- Hvis urene går i stå, så ved personalet godt, at jeg skal ned og købe batterier, og uhhh, det skal gå stærkt, siger Henrik med et glimt i øjet.

Har lillebror som nabo
Henrik fortæller, at han den 8. oktober i år havde boet på Vestereng i to år. Han flyttede dertil, fordi der pludselig var en ledig plads, og det er han rigtig glad for. Han kendte godt bostedet i forvejen, fordi hans ene bror allerede boede der. De har også en tredje bror, som bor i sit eget hus med sin kone og Felix, der er en doven skovkat, som Henrik faktisk er ret glad for.

Henrik kan generelt rigtig godt lide dyr, og han fortæller, at på den gård, hvor han voksede op ved Egebjerg, der havde de både katte, hunde, grise og køer. Han nævner også en tur til Knuthenborg Safaripark, hvor han så de frække aber, der var meget vilde. Henrik ved en masse om, hvad der sker på Vestereng, men også hvad der sker ude i verden. Det er lige fra, hvad de kendte og kongelige laver, fordi han hver uge køber Billed Bladet, til Folketingets beslutning om at sende F16-fly til Irak. Han følger nemlig også løbende med i nyhederne på tv.

- Jeg ser med på, hvordan de ter sig inde i Folketinget, som Henrik selv siger det.

60’er rock
I sin fritid elsker Henrik at høre musik – og det er alt lige fra Abba til Beatles og Rolling Stones. For kort tid siden festede han en hel dag, fordi der først var pårørendefest på Vestereng, og han derefter tog direkte ind til Kongens Have i Odense, hvor han festede videre hele aftenen til 60’er-musik.

- Det var en ordentlig fest, og jeg var lidt træt dagen efter, fortæller Henrik og griner. Til spørgsmålet om, hvorvidt Henrik ville ønske, at noget var anderledes i hans liv, så svarer han efter en kort pause:

- Nej, jeg er glad for det, som det er, og det skal ikke være anderledes. Jeg har det jo godt her.

Denne artikel blev også bragt i LEV Bladet nr. 8, december 2014

FAKTA
Henrik Knudsen (født i 1952)
Bor i botilbuddet Vestereng i Svendborg