Udviklingshandicap i tal
Det skønnes, at der er 50.000 danskere, der har udviklingshandicap.
Det er ikke registreret, hvor mange danskere, der har udviklingshandicap. Men på baggrund af tidligere registreringer, danske undersøgelser og opgørelser fra andre lande skønner Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, i rapporten "Sundhedstilstanden blandt voksne med udviklingshæmning" fra 2014, at der er omkring 50.000.
Der er identificeret en kohorte bestående af 73.445 personer med udviklingshæmning, heraf er 40.104 mænd og 33.341 kvinder. I marts 2014 var 50.455 i live, 21.961 døde og 1.029 enten udrejst eller forsvundne. For fødselsårgangene 1985-1995 er den samlede forekomst af moderat, svær eller dyb udviklingshæmning beregnet til 3,2 pr. 1.000, og forekomsten af udviklingshæmning uanset grad er beregnet til 16-19 pr. 1.000. Dette er i overensstemmelse med både andre danske og internationale undersøgelser af forekomsten af personer med udviklingshæmning, om end der er enighed om, at den reelle forekomst af udviklingshæmning uanset grad formentlig er noget højere, end undersøgelserne har kunnet påvise.
(Fra rapporten "Sundhedstilstanden blandt voksne med udviklingshæmning", Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, 2014)
Målgruppen for Levs arbejde er dog væsentligt større, da vi også beskæftiger os med familien med et udviklingshandicaps medlems forhold, og hvis man antager, at hver person med udviklingshandicap i snit har 3 nært berørte, for eksempel forældre, børn, bedsteforældre eller søskende, så ender målgruppen på 200.000.
Hvorfor ikke sige "evnesvag"?
Fordi mennesker med udviklingshandicap selv ønsker at blive kaldt udviklingshandicappede.
Betegnelser som fx 'åndssvag', 'evnesvag' eller 'tosse' opfattes som gammeldags og diskriminerende, ikke mindst fordi de bliver anvendt som skældsord.