Der bør være ekstra Corona-opmærksomhed på mennesker med udviklingshandicap
Der er særlige udfordringer i forbindelse med Corona eller COVID 19 for Levs målgruppe. Derfor har Lev nu rettet henvendelse til relevante myndigheder.
I Lev har vi fået flere henvendelser fra borgere og pårørende om forskellige problemstillinger i relation til Corona eller den såkaldte Covid 19-virus. Derfor har Lev via Danske Handicaporganisationer (DH) rettet henvendelse til Sundhedsstyrelsen, og vi har også rettet henvendelse til KL, der i forbindelse med virussen har oprettet er særligt Corona-sekretariat.
En stor del af Levs målgruppe bor i større boenheder, som i de fleste tilfælde bliver drevet af kommunerne. Det er vores holdning, at kommunerne har et særligt ansvar i forhold til Levs målgruppe for at sikre støtte og kommunikation. Kommunerne bør derfor tage forholdsregler og udvise agtpågivenhed i forhold til disse bosteder samt andre sociale tilbud uanset ejerforhold i øvrigt.
KL har oplyst, at personale hjemkommet fra et risikoområde i de seneste 14 dage skal hjemsendes. Det drejer sig botilbud, dagtilbud og beskyttet beskæftigelse, § 85-støtte (socialpædagogisk bistand), misbrugsbehandling, forsorgshjem, kvindekrisecentre. På børneområdet gælder det opholdssteder efter § 66 i serviceloven.
Mennesker med udviklingshandicap kan være særligt udsatte
Lev har også gjort sundhedsmyndighederne opmærksomme på en række andre forhold, som Lev mener er særligt vigtige: Selvom langtfra alle i Levs målgruppe er særligt udsat i forhold til Corona-virus, så er der en mindre gruppe, som foruden deres udviklingshandicap også har alvorlige helbredsmæssige udfordringer og derfor er mere udsatte. Herudover har vi også peget på, at der foreligger en særlig pædagogisk opgave, da mange i Levs målgruppe ikke formår at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når det gælder forebyggelsen af smitte. Samtidig vil gruppen have svært ved at forstå en evt. karantænesituation. Hvorledes sikrer myndighederne fagligt kvalificeret og tilstrækkelig personale, så eksempelvis risiko for magtanvendelser minimeres?
Der kommunikeres massivt i medierne om Corona-virus, og en del af denne kommunikation rammer selvfølgelig også mennesker med udviklingshandicap, der ikke alle kan perspektivere den information, de modtager. Lev har derfor opfordret myndighederne til at have et særligt fokus på denne problemstilling.
Opmærksomhed på forældre med børn i lukkede dagtilbud
Lev har også fået henvendelser fra forældre, som har oplevet, at dagtilbuddet for også voksne hjemmeboende børn er blevet lukket pga. mistanke om Corona-virus. Det giver disse forældre en særlig udfordring i forhold til deres arbejdsplads, som de lokale kommuner bør have fokus på.
Generelt repræsenterer Lev en gruppe, hvor mange er afhængige af støtte, hvilket bør være et selvstændigt fokuspunkt fra myndighedernes side i denne situation.
- Hvordan leveres den fornødne støtte til en person med udviklingshandicap, som bliver smittet med Covid-19 og derfor skal isoleres i karantæne?
- Hvordan håndterer man, at leverandører af f.eks. pædagogisk støtte udebliver på grund af smittefare og ikke vil arbejde i et karantæne-område.
Kommunerne bør finde løsninger og svar på sådanne spørgsmål, før situationen opstår.
Henvendelse til lokale myndigheder
Der er flere lokale Lev-kredse, som er i gang med eller har rettet henvendelse til deres respektive kommuner. Som det fremgår af ovenstående, repræsenterer Lev en målgruppe med særlige udfordringer i forhold til Corona-virus. På den baggrund kan vi kun opfordre til, at man lokalt tager en drøftelse om, hvordan denne situation håndteres i de enkelte kommuner.