Fritaget_for_mundbind_badge.jpg 30.10.2020

Mennesker med udviklingshandicap kan være fritaget trods nye krav om mundbind

Fra torsdag den 29. oktober gælder ny krav om brug af mundbind på visse dele af socialområdet, i visse lokaler hvortil offentligheden har adgang, i visse lokaler på uddannelsesinstitutioner, i kollektiv trafik og på serveringssteder.

Ifølge de nye regler kan mennesker, der ikke er i stand til at bære mundbind eller visir være undtaget fra kravet om brugen af mundbind. I bekendtgørelserne fra Sundheds- og Ældreministeriet om brugen af mundbind står, at kravet om mundbind i trafikken ikke gælder børn under 12 år, samt personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at denne gruppe borgere ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.

Det betyder kort fortalt, at mennesker med udviklingshandicap kan have svært ved at forstå hvorfor, de skal bære mundbind og visir. Og det kan derfor virke som et overgreb for dem at få det påtvunget. Af samme årsag kan de blive fritaget for mundbind i den offentlige trafik.

Overfusen af mennesker med handicap
Der har i medierne været flere historier om, at mennesker med handicap, der er fritaget for brugen af mundbind, er blevet overfuset af andre, der ikke kender til reglerne om undtagelse for brugen af mundbind.

Derfor fik Lev i august udarbejdet et badge man kan putte på sin jakke eller trøje med teksten: "fritaget fra mundbind" samt en kort forklaring i lommeformat, som den udviklingshandicappede eller vedkommendes ledsager kan bruge skulle man blive spurgt om årsagen til, at man er fritaget for brugen af mundbind. Man kan hente det via en pdf-fil nederst i artiklen eller købe det på Levs shop. Og man kan med fordel have det korte vedhæftede skriv på sig, så man nemt kan forklare årsagen til, at man er undtaget for brug af mundbind.

Lev og en række andre handicaporganisationer har rettet henvendelse om dette til både Sundhedsminister Magnus Heunicke og til Sundhedsstyrelsen for at gøre dem opmærksomme på denne problematik.

Oversigt over krav om mundbind eller visir fra 29. oktober 2020

  • Krav om brug af mundbind eller visir på sundheds- og ældreområdet samt visse dele af Socialområdet.
  • Krav om brug af mundbind eller visir i visse lokaler, hvortil offentligheden har adgang, herunder detailhandlen og lokaler, hvor der udøves kultur-, sports- og fritidsaktiviteter.
  • Krav om brug af mundbind eller visir i visse lokaler på uddannelsesinstitutioner (ungdoms-, voksen- og videregående uddannelser) i visse situationer.
  • Lærere og pædagoger i grundskolen og daginstitutioner kan bære visir.
  • Fastholdelse af krav om brug af mundbind eller visir i kollektiv trafik.
  • Fastholdelse af krav om brug af mundbind eller visir på serveringssteder.


Husk, at du kan købe 'fritaget-for-mundbind-badges' i Levshoppen.