Nye retningslinjer skal understøtte genåbningen
For næsten tre uger siden sendte samtlige partier i Folketinget et entydigt signal til kommuner og tilbud på socialområdet: Genetabler tilbud og indsatser, som kan understøtte tryghed og trivsel hos borgerne, herunder ikke mindst mennesker med udviklingshandicap. Det signal har mange kommuner tilsyneladende overset eller ignoreret. Levs landsformand håber, at de nye retningslinjer sætter skub i processen.
Socialstyrelsen udsendte sent i går aftes et omfattende sæt nye retningslinjer ”for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område”. Retningslinjerne kommer næsten tre uger efter den politiske aftale, der opfordrede kommunerne til at genetablere diverse indsatser på socialområdet, herunder beskæftigelses- og dagtilbud for mennesker med udviklingshandicap. Og det er ikke et øjeblik for tidligt, mener Levs landsformand, Anni Sørensen:
- Det har været en voldsom belastning for mange med udviklingshandicap, at de både har været underlagt et restriktivt besøgsforbud og at deres beskæftigelses- eller dagtilbud i praksis har været lukket ned. Og det har stået på i mere end to måneder nu, og det slider på alle.
- Derfor var det også glædeligt, at Christiansborg helt tilbage i slutningen af april entydigt bad kommuner og tilbud om at starte op igen – med fortsat stort fokus på sundhed og forebyggelse af smitte, naturligvis. Men alt tyder desværre på, at de fleste kommuner valgte at se bort fra Christiansborgs signal. Jeg håber sandelig, at de nye retningslinjer for alvor sætter gang i kommunernes genåbning af tilbuddene.
Lang de fleste beskæftigelses- og dagtilbud har ifølge Levs vurdering fortsat været lukkede de snart tre uger, der er gået siden Christiansborg meldte ud. Det er uacceptabelt, mener Anni Sørensen, men nu er der ingen undskyldninger mere:
- Det har aldrig været en forudsætning for genetableringen, at myndighederne udsendte retningslinjer til kommunerne. Men nu er de her, og så er det bare at sætte i gang.
Levs landsformand understreger, at hverdagen i beskæftigelses- og dagtilbuddene helt sikkert bliver meget anderledes end tiden før corona.
- Det bliver helt sikkert ikke det samme – ikke lige med det samme i hvert fald. Præcis, som vi har set det med åbningen af skoler og daginstitutioner, så bliver det med et stort fokus på hygiejne og forebyggelse af smittespredning. Det kan ikke være anderledes, og for nogle mennesker med udviklingshandicap vil det måske være svært at vende sig til. Og her vil der være brug for de mange dygtige og engagerede pædagoger i tilbuddene, siger Anni Sørensen.
Socialstyrelsens retningslinjer er baseret på Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vejledninger, og giver en række mere specifikke råd til, hvordan man kan indrette den sociale indsats i forhold til forskellige målgrupper, herunder mennesker med udviklingshandicap [’Udviklingshæmning’ i retningslinjerne]. Retningslinjerne indeholder også retningslinjer for rådgivning i forhold til botilbuds håndtering af de besøgsrestriktioner, som for nylig blev lempet.