Nyt signal om mødepligt på specialskoler
Lev har i tiden efter jul og nytår fået mange henvendelser fra forældre til børn på specialområdet, som er bekymret over at sende deres børn i skole. Nu har Børne- og Undervisningsministeriet udsendt nye retningslinjer, som slår fast, at forældre har mulighed for at bede om lovligt fravær.
Mens alle landets øvrige skoler er lukket ned pga. corona, er der fortsat åbent på specialskolerne. Det er vigtigt, for skolerne er en afgørende forudsætning for trivslen og hverdagen for mange elever med udviklingshandicap og ikke mindst deres familie.
Lev har imidlertid fået mange henvendelser fra forældre på specialområdet, som er bekymrede over at sende deres børn af sted i den nuværende corona-situationen. De ønsker at holde deres børn hjemme, men kan ikke gøre dette uden at få ulovligt fravær.
Derfor skrev Levs landsformand Anni Sørensen i sidste uge til Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og henstillede til, at bekymrede forældre fik mulighed for at holde deres børn hjemme. Anni Sørensen pointerede samtidigt, at det var vigtigt, at skolerne fortsat holdes åbne.
Nye retningslinjer – forældre kan bede om fri
I starten af denne uge udsendte ministeriet nye retningslinjer, hvor det i modsætning til tidligere fremgår, at forældrene har mulighed for at bede om ekstraordinær frihed. Det er fortsat skolelederen, der træffer afgørelsen, og retningslinjerne giver ikke forældrene en eksplicit ret til at holde deres børn hjemme.
Retningslinjerne adskiller sig dermed ikke afgørende fra, hvad der i forvejen er gældende på grundskoleområdet, men det er Levs vurdering, at Børne- og Undervisningsministeriet har ønsket at sende et politisk signal til skolelederne om at være fleksible og udvise forståelse i denne ekstraordinære situation. Den opfordring hermed være givet videre.
Forældrene, som får adgang til at holde deres børn hjemme, skal selv forestå undervisningen. Det er Levs vurdering, at dette også betyder, at forældre som udgangspunkt ikke har ret til nød- og onlineundervisning fra skolen, selvom man naturligvis kan indgå i dialog med skolen herom.
Særlige udsatte børn og pårørende
Vær for øvrigt opmærksom på, at situationen er anderledes, hvis barnet eller en person i hustanden er særligt udsat for corona. Her er der adgang til fravær, og skolen kan i denne forbindelse kræver en lægeerklæring.