Kaernevelfaerd.jpg 12.06.2015

Kernevelfærd?

Det danske sundhedssystem er en del af ’kernevelfærden’. Ubetinget. Her er der ingen smalle steder. Fra begge ’blokke’ fremlægges der generøse milliardplaner – og enhver snak om prioritering afvises blankt.

Men er hjælpen til mennesker med omfattende handicap også kernevelfærd?

Både under Løkke og Helle har mennesker med udviklingshæmning, multihandicap og andre indgribende handicap fået sparekniven at føle ude i landets kommuner. Op imod 1 milliard kroner har landets kommuner skåret på hjælpen til handicappede børn og voksne siden 2009. Endda i en tid, hvor der er enighed om, at behovet er stigende på området.

De suverænt mest sårbare er bestemt ikke blevet skånet.

  • Stadig flere fratages den nødvendige ledsagelse, og henvises til en hel voksentilværelse indenfor murene i deres botilbud.
  • Stadig flere fratages hjælpen til at lave deres egen mad og henvises i stedet til mikromad fra centralkøkkenet.
  • De mest handicappede børn og voksne berøves hjælpen til at realisere deres udviklingspotentiale.

… og listen er meget længere.

Kære Christiansborg: Stop med at sende regningen for krisen til mennesker, som har brug for hjælpen fra et stærkt velfærdssamfund.

Annonce bragt i Politikens valgtillæg i dag, fredag den 12. juni.