22.10.2012
Kommunalreformens logik: Flere kolde hænder - flere centralkøkkener og større institutioner
Større og mere effektive kommuner. Mindre administration og flere varme hænder. Mere nærhed og demokrati. Det var de højtidelige løfter, som vi fik forud for kommunalreformen, der snart har fem års fødselsdag. Måske er det lidt plat, men jeg kan altså ikke få et helt bestemt - og for tiden meget moderne - ord ud af hovedet: Løftebrud.
Kommunalreformen var en reform, som både indebar sammenlægning af kommuner, en betydelig opgaveomlægning og ændringer i den måde, man beregner og afregner udgifterne på indenfor det sociale område. Al finansiering blev et kommunalt anliggende, og langt hovedparten af amternes tilbud overgik til kommunerne. Tilbud til børn, unge og voksne med udviklingshæmning var blandt de områder, som blev berørt allermest af reformen.
Et af nøgleargumenterne for reformen var, at kommunernes administrative udgifter ville styrtdykke. Stordriftens velsignelser ville sikre, at der blev råd til flere varme hænder i den offentlige service. Det var stensikkert - og det var fjollet at påstå noget som helst andet - lød det dengang i 2006 og 2007. Her snart fem år senere bliver det stadigt mere tydeligt, at kommunalreformen har haft den stik modsatte virkning. Andelen af administrative medarbejdere i kommunerne er praktisk taget kun gået én vej, og det er opad. Cirka 6.000 ekstra administrative medarbejdere i form af chefer, akademikere, kontor- og IT-ansatte er det blevet til de seneste fem år - vel at mærke samtidigt med at antallet af pædagoger, lærere og SOSUer er raslet ned.
I KL mener man - som sædvanligt, fristes man til at sige - ikke, at der er noget at komme efter. "De varme hænder frisættes til at lave varme opgaver, og vi samler de kolde opgaver på de kolde hænder," sagde Michael Ziegler på vegne af KL til TV2 den 26. september 2012. Tja… øhh. Jeg gad nu godt vide, hvor mange mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, der har mærket noget til denne frisættelse.
Den vildtvoksende administration i landets kommuner er et stort spild af ressourcer. Ressourcer, som kunne sikre, at det ikke var nødvendigt at lægge voksne mennesker i seng kl. 21.30 hver aften på grund af personalemangel - for blot at nævne ét enkelt eksempel. Men de mange chefer og økonomer i kommunerne har også en anden og meget bekymrende effekt. En effekt, som jeg blandt andet ser udtrykt i genindførelsen af fortidens centralkøkkener. Som du kan læse i dette nummer af LEV Bladet, bliver stadig flere mennesker med udviklingshæmning tvunget til et helt voksenliv med mikroovns-mad fra kommunens centralkøkken. Den pædagogiske hjælp til selv at lave sin mad fjernes helt, og du skal oven i købet betale lønudgiften for medarbejderne i centralkøkkenet.
Den slags absurde koncepter er også en konsekvens af kommunernes vildtvoksende administration. I økonomens regneark ser det nemlig fint ud. For regnearket har ikke samvær, værdighed og livskvalitet med i formlerne.
Leder fra LEV nr. 6 2012
