07.08.2014
Skræmmende tal. Skal Danmark virkelig kendes som et samfund, der indespærrer sine mest sårbare borgere?
Giv alle med et ledsagelsesbehov på grund af handicap den samme lovbestemte ret til minimum 15 timers ledsagelse om måneden. Det skriver LEVs landsformand, Sytter Kristensen, i en kommentar i dagens Kristeligt Dagblad
Af Sytter Kristensen, formand for Landsforeningen LEV
Alt imens hele det politiske spektrum taler varmt om inklusion, er Danmark godt i gang med at isolere mennesker med indgribende handicap.
Ifølge en ny undersøgelse fra Socialpædagogerne, som er baseret på spørgeskemasvar fra mellem 800 og 1500 socialpædagoger, er der fra 2011 til 2014 tilbagegang over hele linjen: Stadigt flere kommer ikke på udflugter eller en tur i sommerhus, stadigt flere har ikke mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter og så videre.
Det er skræmmende tal, og de stemmer kun alt for godt med flere henvendelser til os i LEV fra personale, der fortæller os om bosteder, hvor hovedreglen er, at beboerne slet ikke er uden for deres bosted i to eller tre uger i træk.
Det siger mig, at vi i Danmark er i fuld gang med at spærre nogle af vores sårbare medborgere inde. Fængslet har ikke tremmer for vinduerne, men konstante nedskæringer i hjælpen lukker effektivt af i forhold til omverdenen gennem et helt voksenliv vel at mærke.
Det er uanstændigt. Som vores socialminister siger, så skal det danske samfund kendes på, "hvordan vi behandler de mest udsatte og de handicappede".
Det er jeg enig i. Men hvis de positive meldinger skal være andet end en gratis omgang, så må der andre løsninger på bordet end henvisninger til de kommunale serviceniveauer og borgernes mulighed for at klage til Ankestyrelsen. Denne "løsning" er forsøgt, og den vil kun betyde fortsat tiltagende indespærring.
Mit forslag er både enkelt og beskedent: Giv alle med et ledsagelsesbehov på grund af handicap den samme lovbestemte ret til minimum 15 timers ledsagelse om måneden.
Denne rettighed findes allerede for nogle mennesker med handicap (Serviceloven, paragraf 97). Den giver en entydig ret til ledsagelse, hvis man ikke kan færdes på egen hånd. Og selvom 15 timer bestemt ikke er alverden, så er det dog langt bedre end en indespærring.
Men ledsageordningen har et alvorligt problem. Mange handicappede er nemlig afskårede fra at bruge den, selvom de åbenlyst har et ledsagelsesbehov. Det lyder mærkeligt, men reglerne siger faktisk, at man skal kunne ledsages uden pædagogisk bistand for at være berettiget til ordningen. Det er der desværre en del handikappede, som ikke kan leve op til, ikke mindst mange udviklingshæmmede. De er dermed overladt til personalet i deres bosted, og her er besparelserne efterhånden så voldsomme, at der ikke er ressourcer til den nødvendige ledsagelse.
Det må ændres. Alle, der har et ledsagelsesbehov på grund af handicap, må også have ret til en ledsageordning. Hvis der er et behov for pædagogisk indsats, så er det jo denne type ledsagelse, som borgeren skal have leveret i de garanterede 15 timer månedligt.
Socialministeren vil måske tænke: "Uha, er det ikke en ny lovbestemt minimumsrettighed?". Men her kan jeg berolige: Der er ikke tale om nogen ny rettighed, men om en rettighedsligestilling mellem grupper med et ledsagelsesbehov.
Finansministeren vil måske tænke: "Uha, det bliver dyrt". Her kan jeg også berolige: Vi taler om relativt få mennesker, og selv hvis staten skal kompensere kommunerne 100 procent for merudgiften, vil der være tale om et beløb, som regering og Folketing trods alt må være i stand til at finde.
Alternativt må vi vel overveje, om Danmark virkelig skal kendes som et velstående samfund, der i stadigt stigende omfang indespærrer nogle af de mest udsatte mennesker med handicap.
Kommentaren er bragt i Kristeligt Dagblad den 7. august 2014
