09.05.2012
Uklare ministersvar giver dystre udsigter for retssikkerheden
Folketinget behandler i disse dage forslaget om, at ankesystemet i højere grad skal tage højde for kommunale serviceniveauer i forbindelse klagesager på det sociale område. I den forbindelse har Enhedslistens Stine Brix stillet socialministeren en række spørgsmål om kommunale serviceniveauer - svarene er på en række områder bekymrende.
Regeringen har besluttet at fremsætte et lovforslag med en såkaldt "præcisering" af, at kommunale serviceniveauer og økonomiske hensyn skal spille en større rolle i vurderingen af sager i det sociale ankesystem (dvs. i de sociale nævn og i Ankestyrelsen).
Lovforslaget er et resultat af den tidligere regerings økonomiaftale med KL, og det ser desværre ud til, at et næsten enigt Folketing står bag. Kun Enhedslisten er imod - en modstand som de deler med Landsforeningen LEV og resten af landets handicaporganisationer. Lovforslaget vil styrke de kommunale serviceniveauers betydning - og det vil med stor sikkerhed ske på bekostning af borgernes individuelle retssikkerhed.
På den baggrund har Enhedslistens handicapordfører, Stine Brix, stillet Socialministeren en række spørgsmål i relation til lovforslaget. Flere af spørgsmålene fokuserer på, hvornår et kommunalt serviceniveau kan siges at være "inden for lovgivningens rammer", for det er netop, hvad regeringen har slået på i sine forsøg på at berolige kritikkerne af lovforslaget.
Er helhedstilbud lovlige?
I et af spørgsmålene bliver Socialministeren bedt om at tage stilling til, om det er "… inden for lovens rammer, hvis et kommunalt serviceniveau angiver, at tilbud efter Servicelovens § 104 (aktivitetstilbud/dagtilbud, red.) som udgangspunkt ydes som helhedstilbud i borgerens eget hjem". Spørgsmålet refererer direkte til artiklen "Hjemme bedst" i LEV Bladet, april 2012, om Brønderslev Kommunes nye serviceniveau med såkaldte "helhedstilbud", hvor en række mennesker med udviklingshæmning nu ikke længere må benytte aktivitetscentret, men i stedet henvises til et uklart beskrevet aktivitetstilbud i deres eget private hjem.
I sit svar kryber Socialministeren uden om at tage direkte stilling til spørgsmålet. Hun referere den gældende lovgivning om aktivitetstilbud efter § 104, og konstaterer derefter, at "… særlige daghjem og klubber godt [kan] ligge i umiddelbar tilknytning til dagtilbud." Hun konstaterer samtidigt, at der godt kan være situationer, hvor det "… ikke kan udelukkes, at hensynet til den enkelte borgers behov for aktivitets- og samværstilbud sammenholdt med hjælpens formål indebærer, at indsatser efter § 104 kan ydes i borgerens hjem."
Hvorfor svarer ministeren uden om?
LEVs Landsformand, Sytter Kristensen, er ærgerlig over, at Socialministeren ikke vil give et mere entydigt svar:
- Der bliver jo ikke spurgt til om dagtilbud kan ligge i 'umiddelbar tilknytning til et botilbud'. Der bliver spurgt til et serviceniveau, der som altdominerende udgangspunkt siger, at dagtilbud gives i borgerens eget hjem. Det fremgår altså også krystalklart af den artikel i LEV Bladet, som spørgsmålet henviser til.
- Derfor er det altså lidt svært for mig at forstå, hvorfor ministeren svarer uden om på den måde. Og det er dybt bekymrende for sårbare borgeres retssikkerhed, hvis det er den tågede måde lovligheden af kommunernes serviceniveauer vil blive vurderet, siger landsformanden.
Serviceniveauer og Handicapkonventionen
På et andet spørgsmål svarer Socialministeren, at hun ikke kan forestille sig, et kommunalt serviceniveau, der er "inden for lovens rammer", men som samtidigt i strid med værdier og principper i FNs handicapkonvention.
Den klare melding er Sytter Kristensen glad for. Men det undrer hende, at ministeren så ikke kan tage mere entydigt stilling til eksempelvis spørgsmålet om helhedstilbud. For her er åbenlyst tale om en bevægelse i retning af mere institution - og mindre eget hjem, mindre inklusion og begrænsning i mulighederne for en meningsfuld hverdag.
