Ydmygende ikke at stemme som andre
Den 19. november kan du stemme på de lokalpolitikere, der træffer beslutninger, der harkonsekvenser for din hverdag. Men sådan er det ikke for Britt Hermannsen. Den 43-årige aarhusianers liv ligger i hænderne på Horsens Kommune, hvor hun ikke har stemmeret. Avisen.dk fortæller i dag om de antidemokratiske effekter af handle-betalingskommunereglerne. Regler som også rammer tusindvis af udviklingshæmmede.
Britt Hermansen er født med svær leddegigt, og er ramt af de såkaldte handle- betalingskommuneregler. For et år siden dumpede et brev ind af døren. Britt Hermannsen var blevet 'hjemtaget' af Horsens Kommune, der fremover bestemmer, hvor meget handicaphjælp, hun kan få bevilget. "Jeg fik godt nok en overraskelse. Jeg har aldrig boet i Horsens, og jeg har aldrig tænkt over, hvilken kommune, der betalte min hjælp. Det har ikke stået nogen steder", siger hun til Avisen.dk.
"Demokratiet går ud på, at du kan stemme på dem, der bestemmer over dig. Det er virkelig frygteligt ydmygende for mig ikke at have den ret", siger Britt Hermannsen.
Britt Hermannsen er langt fra den eneste, som ikke har mulighed for at stemme på de kommunalpolitikere, som træffer beslutninger med konsekvenser for deres hverdag. Det gælder også flere tusind mennesker med udviklingshæmning. De er - sammen med blandt andre Britt - tildelt en slags demokratisk B-medborgerskab
I lederartiklen til det seneste LEV Blad skriver LEVs landsformand blandt andet:
"Ja, man tror, det er løgn og fordrejning. Men den er desværre god nok. Flere tusind borgere med udviklingshæmning er ramt på deres demokratiske medborgerskab, fordi man ikke har viljen til at finde en anden måde til at fordele de sociale udgifter mellem landets kommuner. Det synes jeg både er kynisk, uetisk og udemokratisk."