Beskæftigelsesminister: Det rigtige svar kan være førtidspension
Torsdag bragte TV Avisen et indslag om problemerne med nogle kommuners håndtering af førtidspensionsreformen. Her var der en ret klar besked fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen: "Hvis man er meget syg, hvis man er meget handicappet, så kan det rigtige svar engang imellem være førtidspension". Ministerens melding er vigtig, mener LEVs landsformand, som håber, at kommunerne nu retter ind.
Da Mette Frederiksen og Karen Hækkerup i februar 2012 lancerede fleks- og førtidspensionsreformen skete det under paroler som "Ingen førtidspension til unge under 40 år" og "Ingen unge skal parkeres på passiv forsørgelse" osv. Mange stod tilbage med det indtryk, at Folketinget nu var på vej til at afskaffe førtidspensionen for alle under 40 år.
Det var heldigvis ikke tilfældet. Der er fortsat mennesker, der har så indgribende handicap, at kommunerne naturligvis skal tildele dem en førtidspension. Det gælder fx langt hovedparten af mennesker med udviklingshæmning og mennesker med multiple handicap. Deres pensionssag skal ifølge reglerne behandles som en såkaldt åbenlys eller "glat" sag.
Men som DR Online og senest TV AVISEN har fortalt de seneste dage, viser nye tal fra Ankestyrelsen, at langt færre borgere fik tildelt førtidspension i 2013 sammenlignet med 2012. Og det har fået alvorlige konsekvenser for stadigt flere unge med udviklingshæmning.
I indslaget i TV AVISEN, hvor også DHs formand Stig Langvad medvirker, fremgår det, at førtidspensionsreformen har medført en voldsom opstramning i kommunernes praksis i forhold til tildelingen af førtidspension. I TV AVISEN forklarede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at målet med reformen er, at flere skal have en chance på det almindelige arbejdsmarked - og færre skal have førtidspension. Men for nogle er førtidspension det rigtige svar.
LEVs landsformand Sytter Kristensen anerkender, at det var et mål med reformen at stramme op på tildelingen af førtidspension. Men der er alvorlige problemer med den måde, reformen fungerer i praksis, og flere kommuner er helt klart gået voldsomt over gevind, mener landsformanden.
- De firkantede slogans om 'ingen førtidspension til unge under 40 år', giver bagslag nu. LEVs rådgivning har fået rigtig mange henvendelser om åbenlyse pensionssager, som forsinkes med arbejdsprøvning, som alle godt ved ender med en førtidspension.
- Vi advarede mod denne udvikling allerede i forbindelse med vedtagelsen af forslaget. Men der blev ikke gjort noget for at forhindre spekulation i at forsinke de åbenlyse pensionssager.
- Jeg er tilfreds med, at beskæftigelsesministeren klart slår fast, at der selvfølgelig fortsat er en del borgere, som har krav på en førtidspension. Også selvom de er under 40 år. Det skal kommunerne altså rette ind efter.
- Det er spild af denne gruppe unges udviklingsmuligheder, hvis de kostes rundt i udsigtsløse arbejdsprøvninger eller ressourceforløb. Og det er spild af ressourcer i kommunerne, siger Sytter Kristensen.