10833__15.11__Julekort__2015__K3-2281701.jpg Illustration: Hans Juhl 10.12.2015

Skal du også holde jul med dem, du bor sammen med? - LEVs julekort 2015

Mange af os holder juleaften sammen med dem, vi bor sammen med. En hyggelig og god tradition. Men forestil dig, at du boede sammen med 60, 80 eller helt op mod 100 andre.

Det er desværre ikke ren fantasi. For rundt om i landet er man i fuld gang med at opføre botilbud i størrelsesordenen store til kæmpe store. Byggerier der har centralkøkkener og dagtilbud under samme tag, helt som i den gamle forsorgs tid.

Det er en udvikling, der går i den stikmodsatte retning af det, vi så op gennem 80'erne, 90'erne og dele af 00'erne. Dengang havde vi i Danmark indset, at en bolig, der ligner alle andres, og retten til et dagligt miljøskifte er vigtige dele af menneskers mulighed for en værdig og inkluderet tilværelse. Danmark var et handicappolitisk foregangsland, som der stod respekt om ude i verden.

Sådan er det ikke længere. For også internationalt ser man med bekymring på den kurs som Danmark er slået ind på, når det gælder institutionsbyggeri til mennesker med udviklingshæmning. Både FN’s handicapkomite og Europarådet kritiserer Danmark for at se passivt til, mens fortidens institutioner genopstår i en moderne udgave.

Heldigvis holder de fleste mennesker med udviklingshæmning jul med deres nærmeste i andre og mere hjemlige rammer. Men for stadigt flere foregår de resterende 364 dage om året i nye store totalinstitutioner.

Med håbet om, at mange vil støtte os i arbejdet for at få udviklingen tilbage på sporet, ønsker Landsforeningen LEV alle venner og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår!

 

The Committee is concerned about the increased construction, by municipalities, with State-guaranteed loans, of large institution-like residences for persons with disabilities, with thirty to sixty or even more residents, often outside city centres.
FN’s handicapkomite

...there is a worrying trend among local authorities to provide accommodation to persons with disabilities in large residences, with around 20 to 80 housing units. This approach does not favour the independent living and inclusion in the community of persons with disabilities...
Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muižnieks

…personer med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform...
FNs handicapkonvention, artikel 19