Foto: Hans Juhl
08.09.2016
Nytter det noget?
Men hvad er det nu for noget med det her daglige miljøskifte? Hvorfor går LEV så meget op i det? Og hvad skal det egentlig nytte at flytte rundt på mennesker med så betydelige handicap?
Svaret på, hvad miljøskifte dog skal nytte, finder vi på mange måder i artiklerne fra LEV Bladets besøg på Agerbækhuse - i hvert fald hvis vi interesserer os for nogle af de mennesker i vores samfund med de ringeste muligheder for at sikre sig en tålelig livskvalitet - endsige kæmpe for den.
Ja, Lasse og de øvrige beboere i Agerbækhuse får regn på jakken og bliver bakset rundt med i deres kørestole. Men gevinsterne er store i forhold til det alternative scenarie – nemlig at de skulle tilbringe døgnets 24 timer, alle ugens dage sammen med de samme medbeboere og personale i bostedet Agerbækhuse.
De var præcis dette alternative scenarie, som engang var virkeligheden for langt de fleste mennesker med udviklingshæmning – og faktisk også for mange andre med et handicap. Et helt liv inden for totalinstitutionens mure – bogstaveligt talt. Måske en udflugt i ny og næ, men den altdominerende hovedregel for især de svageste var et helt voksenliv i hjemmesutter og tørvejr.
Bank-Mikkelsens normaliseringsprincip
Det var denne virkelighed, som dannede baggrund for forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsens formulering af princippet om et dagligt miljøskifte som en del af det verdensberømte normaliseringsprincip:
• ”Det er normalt, at man bor et sted, og at dagens øvrige aktiviteter udfoldes et andet sted.
• Det er normalt, at børn bor hjemme, og at man forlader sit hjem, når man bliver voksen…
• Det er normalt, at børn går i skole, og at voksne har arbejde...
• Det er normalt, at man har fritid og ferie, hvilket de åndssvage heller ikke har haft før i tiden” (citeret fra Bømmler 2000:70).
Normaliseringsprincippet er nogle gange blevet mistolket som en slags tvangsnormalisering af mennesker med udviklingshæmning - at udviklingshæmmede så at sige skulle tvinges ind i en stereotyp af det normale. Det er en fundamental misforståelse. Princippet fastslår, at udviklingshæmmede skal have reel mulighed for – og dermed også ret til –'en tilværelse så nær det normale som muligt'. Og i arbejdet med at understøtte denne ret er der en række pejlemærker for ’det normale’ i et samfund som det danske, og et af dem er jævnlige miljøskift.
Danmark er verdenskendt for Bank- Mikkelsen og det normaliseringsprincip, som han stod fadder til. Og det er svært at få øje på, at det skulle være blevet uaktuelt og irrelevant med et princip om ret til et dagligt miljøskifte i nutidens samfund.
Totalinstitutionen, hvor hele livet leves i en lukket ghetto med de samme medbeboere, det samme personale, de samme fysiske rammer og den samme kultur, er mindre end nogensinde en værdig tilværelse for nogle af samfundets mest udsatte og skrøbelige mennesker.
