Henriette er livet gevaldigt op
Henriette Rasmussens liv har i de seneste år taget nogle gevaldige rutcheture. Nedturen begyndte, da Henriette fik en infektion og efterfølgende blodforgiftning, som endte med at blive rigtig alvorlig. Den blev ikke opdaget i tide, og da den endelig blev det, var det med hospitalsindlæggelse og efterfølgende stort tab af både fysiske og mentale funktionsevner.
Fra at kunne gå helt almindeligt, bruge hænderne helt problemfrit, arbejde på et beskyttet værksted, tale normalt og kende bogstaverne, selv om hun ikke kunne læse, mistede hun pludselig det hele. Derefter mistede hun den bolig hun havde haft i 15 år, fordi kommunen ikke mente, at bostedet kunne håndtere en så handicappet person. I stedet blev Henriette tvangsflyttet til et plejehjem med kun ældre beboere. Og her mistede hun nærmest livslysten. Hun sad passivt og gloede ud af vinduet – eller på fjernsynet. Der var ingen aktiviteter og ingen stimulering.
Efter en lang og udmarvende kamp med kommunen tilbage i 2013 lykkedes det at få omgjort kommunens beslutning om at sende den dengang 44 årige Henriette på ældreplejehjem. Kommunen måtte, efter et massivt pres fra Henriettes forældre, LEVs rådgivning og et pålæg fra Ankestyrelsen, erkende, at flytningen af Henriette til et ældreplejehjem var i strid med loven.
Derfor skulle der nu findes en ny bolig til Henriette. Heldigvis viste det sig, at der var en ledig plads i bostedet Agerbækhuse. De fysiske forhold var godt nok ikke imponerende. Henriettes mor, Britta Rasmussen, fortæller, at hun og hendes mand blev noget chokerede, da de første gang så Agerbækhuse, på grund af de små boliger uden eget bad og toilet. Men for Henriette var det anderledes: - Da hun så det, sagde hun med det samme, at det ville hun gerne have. Uden betænkeligheder. Hun kendte også nogle af dem, der boede der, så måske hjalp det lidt.
Udvikling og trivsel
Og siden er det gået fremad for Henriette, fortæller hendes mor:
- Hun trives rigtig godt og har udviklet sig meget. De arbejder meget med, at hun skal udvikle sig og holde sig i gang. Fysisk er hun stadig meget handicappet. Hendes hænder er fortsat helt lukket sammen. Men hendes gangfunktion er blevet forbedret meget, selv om hun nok aldrig kommer til at gå igen. Det er virkelig en stor præstation, som Henriette og personalet på aktivitetscentret har gjort her. Hun var lidt utryg ved det i starten, men de sagde hele tiden til hende, at hun godt kunne. Det gør en forskel, når fagpersoner er inde over.
- Jeg er fuldt ud tryg ved de personer, der er omkring hende. De holder også hendes hjerne i gang med spil og musik.
Mentalt er der sket rigtig meget siden ældreplejehjemmet. Henriette er næsten mere udadvendt, end hun var ’i gamle dage’ før den alvorlige sygdom og infektion.
- Hun er åbnet mere op, giver mere udtryk for det: Hun er begyndt at fortælle om dyr, vi har haft herhjemme for mange år siden, så det virker som om, hendes hukommelse er blevet meget bedre, hun er ligesom "vågnet op", efter hun er flyttet ind i Markhuset. Hun snakker og griner meget og siger tit til personalet, at hun er så glad for at være der og synes, at de har det så sjovt. Jeg tror, at det skyldes, at der er mere personale på Agerbækhuse, end hun har oplevet tidligere. Henriette er den eneste af beboerne i Markhuset, som snakker. Men mest med personalet. Hun har lidt sværere ved at komme i kontakt med medbeboerne, fortæller Britta Rasmussen.
Britta fortæller, at for Henriette er det ikke det fedeste at skulle køre i bus til og fra aktivitetscentret – hun er ikke vild med at skulle ind og ud af biler.
- Men det at skulle hen et andet sted er alligevel meget godt. Henriette ved jo også godt, at andre mennesker skal på arbejde. Og det, at der er et dagligt skifte, gør også, at man bedre kan slappe af derhjemme bagefter.