justitia.jpg 08.02.2017

Grænseløse frikommuneforsøg

Regeringen har godkendt en række frikommuneforsøg herunder et forsøg med brugerbetaling på hjemmehjælp og socialpædagogisk bistand samt et forsøg, der vil gøre det nemmere at flytte borgere, som ikke er i stand til at samtykke. Dybt problematisk, kalder LEVs formand det.

Regeringen med økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll, i spidsen har godkendt 17 frikommuneforsøg på det sociale område. Heriblandt findes ”Bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde” - et forsøg med mulighed for at købe ekstra kommunal hjemmehjælp og socialpædagogisk bistand, samt et forsøg, der begrænser retsvirkninger af § 129 i serviceloven. Landsformand for LEV, Anni Sørensen, ser med stor bekymring på en række af forsøgene.
- Generelt synes jeg, at grænserne løbende bliver rykket med disse frikommuneforsøg. Med frikommuneforsøg tænker man initiativer, hvor kommunerne kan løse opgaven, bedre, hurtigere og smartere. Men efterhånden handler det kun om at omgå borgernes rettigheder – og i nogle tilfælde ganske fundamentale rettigheder.

Brugerbetaling på hjemmehjælp og socialpædagogisk bistand
Det er Aabenraa, Favrskov, Herning, Holstebro, Randers og Silkeborg kommuner, som er med i dette forsøg, der åbner op for, at borgeren kan tilkøbe ekstra kommunal hjemmehjælp og socialpædagogisk bistand. Som reglerne er i dag, kan borgere godt betale for ekstra hjælp, men kun fra en privat aktør på området. Frikommuneforsøget spiller dermed direkte ind i den debat, der har rejst sig, efter at børne- og socialminister, Mai Mercado, sendte et forslag om netop brugerbetaling på socialpædagogisk ledsagelse i høring for to uger siden.
- I virkeligheden viser dette forsøg perspektivet i den debat, der for tiden kører omkring lovforslaget om brugerbetaling på ledsagelse. Brugerbetaling bliver hverdag på handicapområdet, hvis ikke vi og andre gode kræfter står fast – ikke bare på dette, men på mange områder, siger Anni Sørensen.

Ifølge LEVs landsformand, så medfører dette frikommuneforsøg de samme problemer som lovforslaget om brugerbetaling på ledsagelse til ferieophold.
- Vi ved jo alle, at serviceniveauet på hjemmehjælp og socialpædagogisk bistand er en individuel størrelse og forskellig fra kommune til kommune. Hvis først det bliver muligt at opkræve noget af betalingen hos borgeren, hvilken kommune ville så ikke overveje at sænke det generelle serviceniveau, som kommunen skal betale for?

Flytning af borgere uden samtykke
Et andet frikommuneforsøg vil gøre det nemmere for de deltagende kommuner, Aabenraa, Favrskov, Herning, Holstebro, Randers, Silkeborg og Skive, at flytte borgere, som ikke selv er i stand til at give et ’informeret samtykke’ til en flytning. De er i dag beskyttet af servicelovens § 129, der rummer en række bestemmelser, der alle har til formål at beskytte borgeren. De syv nævnte kommuner har fået regeringens godkendelse til at se bort fra reglerne i § 129.

Kommunernes begrundelse for frikommuneforsøget er, at det stavnsbinder borgeren til den eksisterende bolig, samt at en flytning uden samtykke efter § 129 ”er meget bureaukratisk og omkostningsfuld selv i de situationer, hvor borgeren ikke modsætter sig flytning og pårørende/værge og fagpersonalet er fuldstændig enige om en flytning. Selv her skal borgeren have beskikket en advokat, og flytningen skal godkendes i Statsforvaltningen”, som det hedder i kommunernes ansøgning. (Samlede ansøgninger - 17 frikommuneforsøg, side 39)

Forsøget bekymrer Anni Sørensen, for det er jo ikke uden grund, at sådan en proces er tung.
- Det er jo ikke en beslutning om indkøb af et simpel hjælpemiddel, vi taler om. Jeg forstår godt, at kommunale medarbejdere og pårørende kan opfatte disse regler som rigide i nogle tilfælde, hvor det synes åbenlyst oplagt at flytte en borger. Men man skal huske på, at § 129 i serviceloven jo netop er lavet for at beskytte borgeren, så han/hun ikke bare uden videre bliver flyttet, hvis kommunen får en ledig plads et sted. Og vi ser jo sager, hvor en flytning er motiveret i kommunale hensyn og ikke på grund af borgerens ve og vel.

Opfordring til de socialpolitiske ordførere
Selvom regeringen har godkendt de 17 frikommuneforsøg, så skal disse vedtages endeligt i Folketinget. På den baggrund appellerer Anni Sørensen til folketinget.
- Jeg synes, at det er meget passende at spørge de socialpolitiske ordførere, om man virkeligt synes, at det er i orden, at kommuner får carte blanche til at omgå nogle af de mest basale retsprincipper i dette land og uden videre flytte mennesker med udviklingshæmning ud af deres egen bolig. Det håber jeg virkeligt ikke.