Høringssvar på to vigtige lovforslag sendt i dag
LEV har i dag sendt høringssvar til Børne- og socialministeriet på både forslaget til revision af serviceloven mv. og på den nye lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier
Stor lettelse - blandet med kritiske kommentarer til forslag til revision af serviceloven
I LEV er der stor lettelse og tilfredshed over, at udkastet til revisionen af serviceloven ikke indeholder det oprindelige hovedelement i regeringens udspil, nemlig det såkaldte udvidede kommunale skøn inden for et såkaldt indsatskatalog af ydelser på voksenområdet. I praksis ville det have frataget en meget stor del af LEVs målgruppe de entydige rettigheder, som de i dag har til enten aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse.
LEV har dog stadig nogle bekymringer, blandt andet i forhold til retssikkerheden for især gruppen med de største hjælpebehov. Men vi ser også flere positive ting i forslaget, som for eksempel at formålsbestemmelsen får et stærkere fokus på rehabilitering og habilitering.
Kritik af udkastet til lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie
LEV er som bekendt meget kritiske over den helt nye lov, der skal åbne op for brugerbetaling på ledsagelse. Og rækken af kritikpunkter i høringssvaret til lovforslaget er da også lang og dækker over både mere overordnede bekymringer - som for eksempel tilsidesættelsen af kompensationsprincippet og den urimelige forskelsbehandling, som loven vil medføre - og mere specifikke spørgsmål for eksempel om håndteringen af tilkøbene i forhold til købelov, aftaleret, manglende tilsyn og regnskaber. I resumeet står der således:
Landsforeningen LEV anbefaler, at lovforslaget forkastes i sin helhed.
Denne stillingtagen er baseret på vores vurdering af en lang række forhold omkring den foreslåede ordning:
- For det første er det LEVs klare vurdering, at lovforslagets tilkøbsmodel i praksis vil undergrave de rettigheder, som mennesker med udviklingshæmning i dag har til socialpædagogisk ledsagelse til ferieformål og lignende.
- For det andet finder vi, at den valgte tilkøbsmodel i praksis vil indebære helt urimelige og ekstremt høje handicaprelaterede merudgifter for en sårbar gruppe borgere, hvoraf stadig flere slet ikke vil have betalingsevne til tilkøb i den størrelsesorden, som må forventes.
- For det tredje finder vi det fuldkommen uacceptabelt, at den valgte tilkøbsmodel ikke indeholder nogen form for myndighedskontrol, klageadgang mv. med døgntilbuddets/botilbuddets salg af socialpædagogisk ledsagelse til en målgruppe med endog meget svage forudsætninger.
- For det fjerde finder vi, at forslaget rejser en lang række problemstillinger, som ikke er afklaret i forslaget. Det gælder eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt borgerens køb af socialpædagogisk ledsagelse vil være omfattet af almindelige aftaleretlige regler, og om købeloven finder anvendelse i forbindelse med salget.
- For det femte finder vi, at forslaget savner en stillingstagen til – eller tydeliggørelse af – en række specifikke forhold omkring forvaltningen af tilkøbsmodellen i praksis. Det drejer sig blandt andet om Socialtilsynenes håndtering af den dobbelte regnskabsføring, som nødvendigvis må skulle finde sted i døgntilbuddene, samt om en nærmere definition af, hvori ”døgntilbuddet” består, samt hvordan det afgrænses i forhold til disse tilbuds placering i det kommunale styringshierarki mv.