01.03.2017

I en uge købte de selv ind, lavede maden - og spiste den sammen

Af Lars Ege

Ud af en gruppe på syv beboere i alderen 35-65 år på et §108-tilbud (det vil sige et længerevarende botilbud) var fire af dem udvalgt som deltagere i projektets rent praktiske del, mens de tre andre spiste med ved måltiderne og betalte deres del af udgifterne. Aftalen med ledelsen af bostedet var, at udgifterne for den enkelte højst måtte være 40 kroner pr. næse pr. aftensmåltid. Det er, hvad den normale leverandør igennem seks år, Kalundborg Kommunes Madservice, tager i pris pr. dag.

Sådan foregik observationerne
Eksperimentet var planlagt, så det kunne føles trygt for beboerne, der havde meget forskelligt funktionsniveau, samt for de pårørende. Forløbet skulle på forhånd være fagligt og metodisk gennemtænkt; men samtidig så fleksibelt, at Mie kunne være åben og sanse alle indtryk og uventede reaktioner fra både beboere og personale. Observationsstudiet, som Mie også dokumenterede med fotos, varede alt i alt 16 dage. Botilbuddet og de involverede beboere og fagfolk er efter aftale anonymiseret i selve undersøgelsen for at undgå videregivelse af personhenførbare oplysninger (illustrationerne her i artiklen fra botilbuddet har fået de medvirkendes samtykke).

I syv dage i træk, hvor Madservice ikke skulle levere, var Mie deltagende observatør og kunne træde til med praktisk bistand. Det var for at sikre eksperimentets autencitet aftalt, at ingen fra det faste personale eller andre måtte give en hjælpende hånd med, selv om det kriblede. Til gengæld var Mie, efter at ugen var gået, ikke-deltagende observatør på de køkkendage, hvor den færdige mad fra Madservice på sædvanlig vis blot skulle varmes, pakkes ud og sættes til livs.

Hvem finder dog i fuldt alvor på den slags?
Mie Høtofts valg af projektemne hang sammen med en forundring over, hvorfor det er blevet så udbredt med mad udefra. Standardargumentet fra kommunerne er, at det generelt er billigere for dem. Om dette overhovedet er rigtigt, er bestemt en selvstændig undersøgelse værd. En undersøgelse, der kigger på økonomien i en bredere sammenhæng end den, som kommunerne - med udsyn og faglige sammenhænge sløret af new public management – har øje for. Her tænkes blandt andet på sammenhængen mellem det socialpædagogiske, sundhedsmæssige (helbred, motion), udvikling af nye færdigheder, livskvalitet og oplevelsen af at foretage sig helt normale hjemlige ting.

Det var dog ikke i første omgang økonomien, som var i fokus i Mies undersøgelse. Fokus var ”at forstå hvilken påvirkning det har for borgerne, socialpædagogerne samt samfundet at bruge madservice”, som der står i opgaven. Og et andet fokus var at problematisere, i hvor høj grad afskaffelsen af hjemmelavet mad i 2010 lever op til kommunens handicappolitiske målsætning om at ”sikre alle borgere lige muligheder, ligeværd og respekt – uanset handicap”.Er det med andre ord ligeværdigt og respektfuldt ikke at have ”de samme rettigheder som resten af befolkningen, når det kommer til den mad, de skal spise, netop på grund af deres handicap?”

Er undersøgelsen repræsentativ? Har den kvalitet?
Det er klart, at resultatet af en så relativt begrænset undersøgelse ikke er statistisk repræsentativt. Det er således ikke dokumenteret, at de konklusioner, den når frem til, dækker mere generelt for andre botilbud i kommunen og rundt om i landet. Men at undersøgelsen rammer plet er bestemt en oplagt mulighed, og det ligger lige til højrebenet, hvis nogen – kommunen eller andre – ønsker at finde ud af det. For Mies undersøgelsesdesign og gennemførelsen har høj faglig og metodisk kvalitet, og kastede da også et 10-tal af sig på University College, Sjælland. Et lignende eksperiment skal blot gentages nogle flere steder på et repræsentativt udsnit af målgruppen. Det er sikkert en god idé al den stund, at der ifølge Mies research (og efter hvad LEV har kendskab til) ikke er foretaget lignende undersøgelser tidligere. Det er selv i disse evidensglade tider lykkedes i meget stor skala at indføre mad i plastik helt under radaren for uafhængige undersøgelser af, hvad det gør ved folk.

Stor interesse i lokalpressen
’Nordvestnyt Kalundborg’ hørte i december om den undersøgelse, som Mie Høtoft netop havde afsluttet og var i færd med at skrive bachelor om. Avisen interviewede Mie (den 10. december) under overskriften ’Hjemmelavet mad slår Madservice’. Hun udtalte blandt andet, at når Madservice laver mad til så mange, er den ikke ret krydret og smager derfor ikke af ret meget: ”Og for det andet, så går borgerne på for eksempel plejehjem og bosteder glip af en masse sanseoplevelser i forbindelse med madlavning, hvor der dufter, og man rører og smager under tilberedelsen. Samarbejdet omkring mad betyder også, at man køber ind sammen, klarer betalingen, og efter måltidet skal der ryddes op og vaskes op”.

Kun tilladt at hjælpe med opvarmning af maden
Mie nævner over for Nordvestnyt, at der hos ”Madservice ikke er plads til individuelle hensyn, som et pædagogisk madteam på den enkelte institution ville kunne tage vare på”. Hun fortsætter: ”Som pædagoger uddannes vi til at hjælpe borgere til at klare sig bedst muligt alene, og her kan fælles madlavning være et positivt og meget givende element”. Og hun indskyder, ”at der nu i Kalundborg Kommunes kvalitetsstandarder står, at der ikke må ydes hjælp til madlavning, men kun hjælp med at opvarme maden fra Madservice”.

Om sit eksperiment med at opsige Madservice en uge har Mie denne kommentar: ”Det blev en stor oplevelse madmæssigt for beboerne, og jeg har i hele processen ikke mødt et eneste menneske, som foretrækker mad fra Madservice frem for hjemmelavet mad. De pårørende havde samme holdning”.

Mie tilføjer ifølge Nordvestnyt, at ugens budget på 40 kroner pr. beboer pr. aftenmåltid rakte så fint, at der ligefrem var penge til overs til at ’snolde’ for.

Borgmesteren: Pædagoger syntes madlavning tog for meget tid
Som led i undersøgelsen af, hvordan det overhovedet kunne gå til, at hjemmelavet mad var blevet afskaffet just like that, interviewede Mie også borgmester Martin Damm. Herom sagde Mie til Nordvestnyt: ”Borgmesteren overraskede mig ved at sige, at det var pædagoger, der tilbage i 2010 klagede over, at madlavning tog for meget af deres tid, hvorefter den kommunale Madservice kom på banen. Jeg mener, at fælles madlavning er så givende og vigtig, at den bør genindføres, mens Martin Damm hæftede sig ved, at pædagogtimer er dyre (…) Jeg kan ikke se det rimelige i, at en seks år gammel klage fra pædagoger skal betyde, at hjemmelavet mad ikke kan lade sig gøre”.

Producenten af varm mad fik kolde fødder
Interviewet i Nordvestnyt kastede en invitation af sig til Mie. Det var en medarbejder hos Kalundborg Kommunes Madservice, der på Facebook inviterede Mie til at besøge Madservice og se og høre mere. Mie svarede ifølge lokalavisen ja mange tak. Men så skrev medarbejderen igen nogle timer senere og trak invitationen tilbage. Hun beklagede, at hun ikke havde bemyndigelse ovenfra til at invitere gæster. Avisen forsøgte flere gange at kontakte Madservices køkkenchef for at få at høre, om aflysningen af invitationen stod ved magt. Køkkenchefen var dog optaget af møder.

Frisklavet mad burde være piece of cake
Hvorfor blev det i 2010 besluttet at afvikle den friske, hjemmelavede mad på Kalundborg Kommunes botilbud for udviklingshæmmede, lige som det løbende er sket og sker i mange kommuner rundt om i landet?

Der er helt sikkert blevet talt økonomi ude omkring. For økonomien bør man ikke glemme, og det er næppe heller muligt.

Men er det muligt at 'glemme' det allervigtigste? Er de borgere med udviklingshæmning, som det hele drejer sig om, blevet spurgt om, hvad de gerne vil? Og er der i forbindelse med så vigtige og indgribende beslutninger blevet lavet undersøgelser af uafhængige fagfolk med forstand på den slags? Er undersøgelsernes resultater i øvrigt blevet lagt frem – i en tilgængelig form? Ville borgerne gerne det, der endte med at ske?

Kommunerne har handicappolitiske målsætninger. Er præfabrikeret mad – fremstillet op til syv dage før den bliver opvarmet i mikroovn og spist – i overensstemmelse med disse målsætninger og visioner i den enkelte kommune? Målsætningerne drejer sig typisk om vigtigheden af brugerinddragelse, medbestemmelse over eget liv, ligeværdighed og retten til at leve et så godt og normalt liv som muligt.

Kan man forestille sig, at det kan være i overensstemmelse med én eneste dansk kommunes officielle handicappolitik, at eksempelvis en 35-årig beboer er tjent med at skulle undvære frisk, hjemmelavet aftensmad i de sidste måske 50 år af sit liv?

Det er ikke alt, der er muligt, hvis man er udviklingshæmmet. Men at sikre frisklavet mad hver dag og inddragelse i at lave den, hvis beboerne selv har lyst, er altså ’piece of cake’ for enhver blot halvambitiøs kommune. Spørgsmålet er bare: Vil kommunerne være med?

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2017