16.10.2017
Leder: Anti-diskrimination eller diskrimination?
Med den ene hånd lancerer regeringen et sympatisk lovforslag om forbud mod forskelsbehandling af mennesker med handicap – og med den anden hånd planlægger den sammen med KL at gennemføre omfattende rettighedskrænkelser af den samme gruppe mennesker. Absurd. Det er ikke desto mindre det, vi er vidner til i disse måneder.
Af Anni Sørensen, formand for LEV
I august måned fik vi regeringens udkast til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap i høring. Handicaporganisationerne har længe argumenteret for nødvendigheden af en sådan lov – og ved eksamineringen af Danmark i FN’s Handicapkomité tilbage i 2014 var der også kritik af Danmark på netop dette punkt. Indtil nu har det i Danmark kun været ulovligt at diskriminere mennesker med handicap på arbejdsmarkedet. I resten af samfundet har diskrimination sådan set – rent juridisk i hvert fald – været helt ok! Så det er på høje tid med en anti-diskriminationslov, og det fortjener regeringen anerkendelse for.
Men desværre er der al mulig grund til at dæmpe forventningerne til loven. Det fremgår således af lovforslaget, at forbuddet mod at diskriminere mennesker med handicap ikke omfatter en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. Med andre ord så behøver en virksomhed eller en offentlig myndighed ikke at ændre procedurer, bygninger eller teknologi for at modvirke diskriminationen. Det er naturligvis fuldkommen uacceptabelt, at loven ikke understøtter en gradvis nedbrydning af barrierer for mennesker med handicap.
Men lovforslaget har en anden afgørende svaghed, som vil muliggøre fortsat diskrimination af mennesker med handicap – ikke mindst mennesker med udviklingshæmning. Lovforslaget har nemlig en meget bred undtagelsesparagraf, der tillader diskrimination, hvis det er sagligt, nødvendigt og proportionalt. Og den paragraf frygter jeg, at myndigheder eller virksomheder vil fortolke meget lempeligt.
I økonomiaftalen for 2018 har KL og regeringen aftalt, at der skal indføres en såkaldt ’klausulmodel’, der betyder, at en kommune – uanset hvad borgeren måtte mene – kan opsige borgerens lejekontrakt eller boligdokument, hvis kommunen mener, at behovet for hjælp er ændret. Mennesker med udviklingshæmning kan altså igen forvente, at deres hjem hviler på offentlige myndigheders nåde!
Økonomiaftalens ’klausulmodel’ er klokkeklar diskrimination af mennesker med handicap, som bor i botilbud. Et voldsomt og grundlæggende rettighedstab i forhold til egen bolig, der udelukkende vil ramme mennesker med et handicap – og som vil stå i voldsom kontrast til de boligrettigheder, alle andre har. Men på grund af undtagelsesparagraffen i anti-diskriminations-lovforslaget så er der ikke tale om diskrimination, forklarer børne- og socialministeren i et svar til Folketingets socialudvalg. Hendes ministerium ”vurderer” nemlig, at forringelsen af lejerettighederne er saglige, nødvendige og proportionale – og vupti, så er det OK.
Det må da siges at være et paradoks. Med den ene hånd signalerer regeringen ligestilling og beskyttelse mod forskelsbehandling – med den anden hånd foreslår selv samme regering, at mennesker med handicap, som bor i botilbud, skal have forringet deres lejerettigheder markant i forhold til alle andre lejere i dette land.
Jeg forstår ikke denne logik, og mellem alle skåltalerne for anti-diskriminationsloven vil vi i LEV kæmpe hårdt for at forhindre det markante rettigheds- og værdighedstab, økonomiaftalen er et udtryk for.
Leder i LEV Bladet nr. 6, 2017
