11.04.2019
En vred dame
Bank-Mikkelsen ville ikke være stolt ved den udvikling, der i de seneste år har været i forhold til mennesker med multiple handicap. Synet på menneskets ligeværd har ændret sig. Men han ville tage kampen op. Det mener dr. pæd. Birgit Kirkebæk, formentlig den person, der mest indgående har studeret Bank-Mikkelsen og normaliseringsprojektet.
Birgit Kirkebæk er vred. Et helt arbejdsliv har hun kæmpet for nogle af de svageste i det danske samfund – mennesker med udviklingshæmning med stort behov for hjælp. Som skoleleder, foredragsholder, forfatter, forsker og inspirator har hun kæmpet for mennesker med multiple handicap.
Og hun er ikke glad for, hvad hun ser nu – og har set i de seneste mange år. En stor ligegyldighed over for de mennesker, som ikke bidrager til samfundet via arbejdsmarkedet, men i stedet er afhængige af velfærdssamfundets hjælp og støtte.
Birgit er om nogen rundet af Niels Erik Bank-Mikkelsens tanker og normaliseringsprojekt, og måden hvorpå vi forvalter hans arv, imponerer hende ikke.
- Bank-Mikkelsens grundholdning var, at ingen er mere værd end andre. Den del af hans arv bliver ikke forvaltet særlig godt i dag, siger Birgit Kirkebæk med tanke på den institutionalisering, vi har set i de senere år, hvor boeenhederne bliver større og større og til en hvis grad også lukker sig om sig selv.
Hvem vil kæmpe for de udstødte?
Birgit Kirkebæk har i en række bøger beskrevet Bank-Mikkelsens rolle og betydning. Eksempelvis Normaliseringens Periode, hvor hun ser på den danske åndssvageforsorg fra 1940-1970.
Hvordan ser du på Bank-Mikkelsens betydning?
- Han var først og fremmest en fortaler for en anstændig tilværelse for dem, der havde det svært. Da han blev opmærksom på, hvordan åndssvage havde det i Danmark, blev han chokeret, ramt på sit grundsyn, som var et kristent grundsyn. Han havde respekt for alle mennesker, også dem som var de svageste.
- Som forsorgschef indledte han en diskussion om, hvordan forholdene skulle være. Han blev ikke lokket til politisk snak, men blev ved med at kæmpe. Han var frygtløs. Og meget blev jo hægtet op på ham personligt. Han havde adgang til medier og politikere og brugte det meget. I dag er der ikke nogen, der har magt, som vil kæmpe for udstødte grupper.
Er handicapkonventionen en af vejene til at finde tilbage på normaliseringssporet?
- Konventionen er klar nok, og den er født ud af Bank-Mikkelsens tanker, men mange kender den ikke. Klimaet i dag er også et helt andet (end i Bank-Mikkelsens tid, red.). De sårbare medtænkes ikke. De er en reserve, en ulempe.
Samtidig er der sket nogle store strukturelle ændringer i det danske samfund. Ikke mindst kommunalreformen fra 2007 har sat sine kæmpe fodaftryk på, hvordan forholdene er for udviklingshæmmede.
- Bank-Mikkelsens drøm var, at hans arbejde og visioner gik videre, når det kom ud til amterne og kommunerne, at udviklingen ville ske lokalt. Og der kom også til at ske rigtig meget i 80’erne og 90’erne. Men med kommunalreformen forsvandt ekspertisen, der møjsommeligt var opbygget over årtier. Eksperter i kommunikation (eksempelvis alternativ og støttende kommunikation til udviklingshæmmede, red.) blev lige pludselig overflødige, fordi kommunerne selv ville tilbyde servicen, men ofte ikke kunne magte opgaven. Hele vidensmiljøer forsvandt. Retorisk har man siden talt om inklusion, men samtidig blev ekspertisen nedlagt. Den blev dømt ude, forklarer Birgit Kirkebæk.
Nogle er mere værd end andre
Den vigtigste hindring for en fastholdelse af normaliseringsprojektet er måske den værdisætning, der i dag er af mennesket. Bank-Mikkelsen mente, at alle mennesker havde lige meget værdi, men sådan er det ikke i dag, ifølge Birgit Kirkebæk:
- Den individualisering vi ser, hvor man skal være noget særligt i forhold til andre, man tænker meget i forhold til eget liv, før man tænker på solidaritet – er i modsætning til normaliseringsprincippet, der handler om solidaritet, og om ligeværd og rettigheder. Og dem, det går mest ud over, er de multihandicappede. De er klart den gruppe, der er i fare for at ende i en Karens Minde-position igen.
Karens Minde var en gammel åndssvageanstalt, bygget som asyl i København i 1880 af professor Johan Keller. Hans tanker om, at nogle åndssvage kunne lære noget med den rette behandling, var dengang revolutionerende. Dem, han mente ikke kunne lære noget, fik imidlertid en kummerlig tilværelse.
- Midlerne blev dengang ført over til de arbejdsføre. Og det er også det, vi til en vis grad ser i dag. De andres simple liv blev og bliver bare opretholdt.
Udviklingen fra 70’erne og årtier frem blev jo ikke bare drevet af Bank-Mikkelsen, men også af mange af de socialpædagoger, hvis uddannelse han selv stod bag. Er der i dagens manglende fokus på normalitetsprincippet også et personalemæssigt spørgsmål?
- Ja, der er kæmpe udfordringer her – både i forbindelse med læreruddannelsen og pædagoguddannelsen. Viden om at arbejde med kommunikation (i forhold til dem med multiple handicap, red.) er der simpelthen ikke mere. Store vidensmiljøer er nedlagt. Diskussion og udvikling er der ikke mere. Økonomien har sat en bremse for det. Det er jeg også sur over!
Det lyder jo ret trist alt sammen. Kan vi komme tilbage på sporet?
- Jeg er godt nok vred, men jeg er heldigvis også optimist. Jeg tror på, at der kan mobiliseres et pres nedefra. Også selv om den ikke er til stede politisk. Politikerne tænker for meget i stemmer. Men vi skal igen til at tale om, hvad er det almindelige liv – at man bor et sted, går i byen, i biografen, at bolig og arbejde eller dagtilbud ikke er samme sted. Det er lykkedes at mobilisere modstand mod urimelige arbejdsprøvninger og ændring af reglerne for at få førtidspension. Så der er håb.
- Hvis Bank-Mikkelsen så situationen i dag, ville han være rystet. Han ville også være rystet over sprogbrugen, hvor alle de rigtige ting siges, men uden at der er handling bag dem. Det fine ved ham var, at der ikke var afstand mellem ord og handling.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2019
