11.04.2019
Med Bank-Mikkelsen i rygsækken
Sytter Kristensen og Henning Jahn har hver især haft Bank-Mikkelsens normaliseringsprojekt tæt inde på livet – privat og arbejdsmæssigt. Meget er gået godt, men der er stadig et stort udestående: Mennesker med multiple handicap.
- Laust kom i en normalbørnehave. Der var slet ingen problemer. Det kunne kun lade sig gøre med en professionel pædagog, men så blev sådan en tilknyttet. Der var bare en anden tænkning dengang.
Sytter Kristensen mindes en tid med opbrud. Året, hvor Laust startede i børnehave, var 1979. Bank-Mikkelsens normaliseringsprojekt havde i et vist omfang vundet indpas. Men langt fra alle steder. Da Sytter eksempelvis lige havde født Laust, seks uger for tidligt i øvrigt, fik hun at vide af overlægen, at det bedste ville være, hvis hun og hendes mand afleverede barnet til åndssvageanstalten Andersvænge og fik sig et nyt.
Det syntes dog hverken Sytter eller hendes mand, Mogens, var nogen god idé. Så Laust blev boende hjemme. Senere anmeldte overlægen på Andersvænge faktisk et hjemmebesøg hos familien. Nu da man ikke kunne tvinge Laust til at flytte til Andersvænge, kom overlægen på hjemmebesøg for at sikre sig, at hjemmet var i orden. Forældrene nægtede dog at modtage overlægen i deres hjem, så det kom ikke på tale.
Men for Laust var der allerede udstukket en ny og friere livsbane. Laust, der har Downs syndrom, bor i dag på et mindre botilbud i Holbæk, og arbejder i kantinen på den lokale VUC. Og han har masser af venner – både udviklingshæmmede og ikke-udviklingshæmmede.
Som Sytter siger det, så havde Laust i sin tid stor glæde og gavn af at møde normale børn, lege med andre. Og vice versa selvfølgelig!
Sytter, der selv blev uddannet socialpædagog tilbage i 1972 og har virket som pædagogisk leder på et beskyttet værksted, var i 15 år formand for LEV. I dag er hun pensioneret, men stadig aktiv, blandt andet som formand for handicaprådet i Holbæk. Hun fremhæver tidsånden fra midt i 70’erne og en række år frem som helt speciel.
- Der foregik et stort pionerarbejde. De pårørende pressede på for, at deres børn og unge kunne komme ud og bo nye steder, få et job. Vi var med i hele den bølge med ”et liv så nær det normale som muligt”. Vi talte meget om implementering (af normaliseringstankerne, red.) – hvorfor skulle nogle på beskyttet værksted, hvis de gerne ville ud og arbejde.
- Vi var i LEV med i en proces om at få flyttet ting. Ofte med hjælp fra både politikerne og personalet.
Anede ikke, hvad jeg gik ind til
En af personalerne var Henning Jahn. Han blev i 1969 ansat på anstalten Ebberødgård som omsorgsassistentelev. Han kom ind i en verden, som han slet ikke kendte noget til. Hans eneste berøring med åndssvageområdet var en kusine med Downs syndrom, men hun boede hjemme hos forældrene, og det var langt fra den virkelighed, som Henning mødte på Ebberødgård.
- Det var svært at se meningen med galskaben, siger Henning Jahn i dag, her 50 år senere.
Meget symbolsk mødes jeg med Henning og Sytter i Dansk Forsorgshistorisk Museum, der ligger i nogle af det gamle Andersvænges lokaler ved Slagelse. Henning Jahn er nu pensioneret, men var i mange år leder af et bo- og beskæftigelsestilbud for udviklingshæmmede og af udviklingsafdelingen indenfor handicap og socialpsykiatri i Slagelse. Han er dog stadig meget aktiv som en af museets drivende kræfter og som flittig foredragsholder om handicaphistorien for blandt andet pædagogstuderende, og så er han også bestyrelsesmedlem i LEV Slagelse/Sorø.
Henning Jahn blev hurtigt tiltrukket af de ideer, som Bank-Mikkelsen stod for. Han deltog blandt andet i arrangementer, som Omsorgstuderendes Landsråd holdt, hvor han også hørte Bank- Mikkelsen selv fortælle om visionerne og menneskesynet bag normaliseringstankerne.
- Bank-Mikkelsen har haft en enorm betydning for mig og mange andre fra dengang. Han opfordrede de unge til at besætte anstalterne, hvad der nok ikke var helt i orden for en embedsmand. Det gik lidt i vasken, men vi lavede en masse andet – for eksempel en demo foran Christiansborg og en høring over en hel uge sammen med blandt andre Lone Hertz, som gav en masse presse.
Bank-Mikkelsens personlige udfoldelsesmuligheder blev i 70’erne noget stækket i Socialstyrelsen. Men hans ideer var i den grad blevet en del af tankegangen hos de unge omsorgsassistenter og studerende. Og naturligvis også hos mange pårørende. Henning Jahn:
- Det, der også kom til at betyde meget for mig, var, at jeg mødte mange forældre. Dem blev jeg meget præget af. Uden progressive forældre, så tror jeg ikke, at vi var kommet så langt – eller i hvert fald hurtigere var faldet tilbage i stilstanden.
Hvor kommer visionerne fra i dag?
Normaliseringstankerne, konkret lovgivning, en masse forsøg og en hel anden måde at administrere tilbuddene for mennesker med udviklingshæmning har i dag ændret vilkårene for udviklingshæmmede radikalt, fra da Sytter Kristensen og Henning Jahn blev en del af kampen. De er enige om, at for dem, der kan klare sig selv uden alt for megen hjælp, som måske også kan arbejde i støttet beskæftigelse, er der på mange måder sket en normalisering af vilkårene.
Men hvad med dem med multiple handicap? For de var også i front i Bank- Mikkelsens normaliseringstanker.
- Bank-Mikkelsen ville nok ikke mene, at vi er nået i mål. Opbremsningerne i de senere år gør, at der er blevet for meget system-tænkning. Der er mange restriktioner, man må ikke noget. Nogen har fået det rigtig godt, men jeg tænker mest på de multihandicappede, siger Sytter Kristensen. – De har svært ved at være en del af det øvrige samfund. En undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd viser jo også, at mange ikke vil sidde på restaurant med svært handicappede.
Ikke mindst nedlæggelsen af amtsstrukturen for 12 år siden har haft stor betydning, mener både Sytter Kristensen og Henning Jahn. I amterne var der et fagligt netværk, udveksling af erfaringer, der gjorde, at man som personale ikke var så isoleret og sårbar, som man nogle gange er i dag. Kommunerne, der nu står for tilbuddene, har modsat en tendens til at lukke sig lidt for meget om sig selv. Kommunernes søjletænkning betyder desuden, at der ikke bliver tænkt på tværs af de forskellige forvaltninger. Og så sker der en sammenblanding af de behov, mennesker med udviklingshæmning og gamle har:
- Men lad os lige slå fast: Der er forskel på at være udviklingshæmmet og at være gammel. Man kan slet ikke sammenligne de to grupper, siger Henning Jahn.
På spørgsmålet om, hvordan han ser en vej frem mod mere 'normalisering', når der ikke er en person, der fra centralt hold viser vejen, som Bank-Mikkelsen gjorde, siger han:
- Fokus på inklusion på det almindelige arbejdsmarked kan få stor betydning. Det er ikke kun for de bedst fungerende. Kun vores fantasi sætter begrænsningen for, hvem der kan bidrage. Men det kræver selvfølgelig også, at pædagogerne er indstillet på, at beboerne kommer ud, siger Henning Jahn med et skævt smil. - Udviklingshæmmede er de bedste advokater for dem selv.
Sytter supplerer:
- Min vision går på opfattelsen af, at vi giver fri – tillader at man sætter folk med udviklingshæmning i situationer, som vi andre kommer i. Man skal turde som personale. Og så skal man tænke normalisering ind i den samfundsstruktur, vi har i dag. Mennesket først!
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2019
