En tilværelse så nær det normale som muligt

Niels Erik Bank-Mikkelsen – en gang et ikon for sin store indsats for at nedbryde først lægevældet på de gamle åndssva­geanstalter, så selve anstalterne, og for at have udbredt en ideologi om, at men­nesker med udviklingshæmning har ret til et liv så nær det normale som muligt.

I dag er personen Niels Erik Bank- Mikkelsen væk fra radaren. Men mange, både pårørende, embedsmænd, pæda­gogisk personale og mennesker med udviklingshæmning har formentlig deres tilgang til 'det at være udviklingshæmmet' fra Bank-Mikkelsens tanker, uden at de selv er klar over det.

Bank-Mikkelsen blev forsorgschef i 1959 efter, at han som sekretær reelt havde stået i spidsen for det udvalgsarbejde, der samme år førte til åndssvageloven, som gjorde op med de privatdrevne anstalter til fordel for det nyoprettede Statens Åndssvageforsorg. Som forsorgschef kom Bank-Mikkelsen til at stå i spidsen for den bestyrelse, der skulle lede åndssvageforsorgen.

Sammen med den nye struktur fulgte også rettigheder til pårørende og åndssvage, som nu kunne klage over eksempelvis nægtet udskrivning eller optagelse i forsorg mod den pågældendes vilje. Og det var ikke som hidtil til Socialministeriet, men via domstolene.

I kølvandet på den nye struktur blev der op igennem 1960’erne og 70’erne gen­nemført en række nye tiltag – eksempelvis en ny uddannelse af plejepersonale – nye holdninger i forsorgen skulle skabes via oplysning og uddannelse af persona­let – nye skoler til hjemmeboende åndssvage børn og værksteder, hvor de åndssvage kunne få andre oplæringsmæssige muligheder end landbrug og gartneri, som ellers var normen.

Bank-Mikkelsen udførte et kæmpe benarbejde for at gennemføre ikke bare selve loven, men også de intentioner, der lå bag den. Han skrev således et væld af artikler og indlæg, holdt fore­drag, møder og rejste verden rundt for at fortælle om sine revolutionerende tanker.

Et helt enestående arbejde for en embedsmand. I starten havde han fuld rygdækning fra sine overordnede, herunder socialministeren, men efterhånden som regningen begyndte at vise sig, helt konkret i forhold til udgiften til nye boliger og skoler til mennesker med handicap, fik han sværere ved at manøvrere. I 70’erne måtte han derfor handle via stedfortræder, da han fik bevirket, at ombudsmanden satte en lup på de åndssvageanstalter, der stadig fandtes rundt om i landet. Ombudsmanden kom siden med en sønderlemmende kritik af anstalterne, som var med til, at de i 1980 endeligt blev afskaffet.

Er Bank-Mikkelsen stadig relevant?
Tanken om at behandle alle ligeværdigt, se på udviklingsmulighederne for den enkelte og respekt for alle mennesker er nogle helt basale principper. Fremført af Bank-Mikkelsen, hyldet af mange i dette tema om normaliseringens fader, men også indeholdt i mange politiske tilkendegivelser på tværs af partiskel i Folketinget.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2019