Foto: Shutterstock/collage 21.06.2019

Den underliggende dagsorden i valgkampen

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Valgkampens debat om minimumsnormeringer indeholder en tydelig kritik af kommunernes forvaltning af deres selvstyre. Når man fra Christiansborg går med tanker om at lovregulere, hvor mange pædagoger der minimum skal være pr. barn i henholdsvis børnehaver og vuggestuer, afspejler det en stor skepsis over for kommunernes økonomiske prioriteringer af området. Politikerne på Christiansborg vil med lovbestemte minimumsniveauer sikre sig, at deres beslutninger og prioriteringer reelt slår igennem i kommunerne – og dermed blandt de vælgere, som de har lovet en forbedring.

Og behov for minimum på ferieledsagelse
LEV har i flere år arbejdet for indførelsen af minimumsniveauer eller minimumsstandarder. I debatten om socialpædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie foreslog LEV således indførelsen af et garanteret og lovbestemt minimum, der skulle sikre, at alle voksne med udviklingshæmning - uanset pengepungens størrelse - fik en entydig og lovbestemt ret til for eksempel 8 eller 10 dages ferieledsagelse.

LEV-forslaget udsprang af Christiansborgpolitikernes planer om at lovliggøre tilkøb af socialpædagogisk ferieledsagelse tilbage i 2016. Planer, der som bekendt blev ført ud i livet med den såkaldte Tilkøbslov, der trådte i kraft den 1. januar 2018.

Baggrunden for LEVs ønske om fastsættelse af et lovbestemt minimumsniveau for ledsagelse var netop bekymringen for de indirekte konsekvenser af tilkøbsmuligheden. Forudsigelsen var, at muligheden for tilkøb ville få kommunerne til at sænke deres serviceniveauer på området, hvilket især ville ramme de yngre med udviklingshæmning, som ikke har luft i deres økonomi til at tilkøbe ledsagelse for titusindvis af kroner. En forudsigelse som meget desværre tyder på går i opfyldelse i disse år.

Minimumsniveau blev fejet af banen
Ønsket om et lovbestemt minimumsniveau blev imidlertid fejet af banen af partierne bag Tilkøbsloven. Socialministeren (dels Karen Ellemann, dels Mai Mercado) påstod dengang, at et sådant niveau ville koste alt for mange penge, og at hun havde tillid til, at kommunerne nok skulle sørge for at yde ferieledsagelse i et uændret omfang. Minimumsstandarder for socialpædagogisk ferieledsagelse ville være en unødvendig indskrænkning af kommunernes selvstyre, lød det blandt andet fra ministeren.

Danskerne bakker op
Men måske er valgkampens fokus på minimumsnormeringer i daginstitutioner et tegn på en opblødning i holdningen til lovbestemte minimumsniveauer. Alt tyder i hvert fald på, at der er betydelig folkelig opbakning til, at Christiansborg sætter mere entydig vilje bag løfterne om velfærdsforbedring. De demonstrerende forældre havde stor opbakning fra flere sider, og på handicapområdet viser den repræsentative Kantar Gallup-undersøgelse, som LEV fik gennemført i foråret, samme entydige tendens.

Over 70 procent af danskerne mener, at mennesker med udviklingshæmning kun skal betale for egne rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med en sommerferie i Danmark. Blot fire procent mener, at borgeren skal betale for personalets løn og øvrige udgifter. Et tilsvarende stort flertal af danskerne er enige eller delvist enige i, at ”Folketinget skal beskytte mennesker med udviklingshæmning bedre mod kommunale besparelser på hjælpen”, og at ”Folketinget skal gribe ind over for kommuner, som har mange forkerte afgørelser.”

De store traditionelt ’regeringsbærende’ partier, Socialdemokratiet og Venstre, har hidtil forholdt sig enten skeptisk eller direkte afvisende over for lovbestemte minimumsstandarder – hvad enten det er i daginstitutioner eller på ferieledsagelse til mennesker med udviklingshæmning. Men meget kunne tyde på, at den folkelige utilfredshed med kommunernes utilstrækkelige velfærdsprioriteringer har sat gang i en bevægelse, hvor Christiansborg vil sætte sig tydeligere igennem.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 4, 2019