17.09.2019
Mennesker med handicap har også ret til et rigt liv
I nogle kommuner har der bredt sig den vildfarelse, at mennesker med handicap blot har behov for praktisk bistand og personlig pleje, mens man uden problemer kan beskære aktiviteter og beskæftigelse, skriver Tina Nør Langager og Anni Sørensen.
Debatindlæg af Anni Sørensen, Landsformand for LEV og Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen, bragt i Altinget mandag d. 16. september 2019
Kommunerne er i fuld gang med budgetterne for næste år – også på hjælpen til mennesker med handicap.
Økonomiforhandlingerne gav ekstra penge til kommunerne, så de kan følge med, når vi bliver flere ældre. Og vi er mange, som håber, at det kun er starten på en genopretning af især handicapområdet efter årevis med betydelige besparelser.
I de seneste år har vi været vidne til, at mange kommuner har sparet på hjælpen til mennesker med udviklingshandicap, og et af de områder, som er blevet ramt hårdt, er muligheden for aktiviteter og beskæftigelse i hverdagen.
Ødelæggende for livskvaliteten
Det kan for eksempel være, at det ikke længere er muligt at gå til sin fritidsinteresse, at muligheden for at besøge familie og venner indskrænkes, eller at ens beskæftigelsestilbud bliver beskåret fra fire til to dage om ugen.
Det er ikke i orden.
Meningsfulde aktiviteter og beskæftigelse i løbet af dagen er helt grundlæggende for alle mennesker. Og så er det tilmed noget, der yder et bidrag til at afdæmpe væksten i sundhedsudgifterne.
Ganske som alle andre, så forbliver mennesker med handicap sundere i længere tid, hvis deres hverdag har indhold og aktivitet. Mindre aktivitet derimod risikerer at ende i mistrivsel, mere udadreagerende adfærd og mere magtanvendelse.
Derfor er de aktuelle nedskæringer på muligheden for aktivitet og beskæftigelse både uklogt og ødelæggende for sårbare menneskers grundlæggende livskvalitet. Alligevel er det den udvikling, som vi aktuelt er vidner til.
Falliterklæring for et rigt samfund
I de senere år har der således tilsyneladende bredt sig den vildfarelse i nogle kommuner, at mennesker med handicap blot har behov for praktisk bistand og personlig pleje, mens man uden problemer kan beskære aktiviteter og beskæftigelse.
Det er en ulykkelig vildfarelse med store skadevirkninger.
Vi ved det jo alle sammen godt.
Et liv består af andet end at stå op, tage tøj på og spise. Livet er at kunne udfolde sig meningsfuldt sammen med andre.
At fjerne eller beskære de daglige aktiviteter for vores mest udsatte medborgere er en falliterklæring for et rigt samfund som det danske. Social isolation og ensomhed koster dyrt – både for den enkelte og samfundet. Det gør folk syge, og de bliver mere afhængige af systemet i stedet for det modsatte.
En god investering
En hverdag med aktivitet og beskæftigelse er nemlig ikke blot en kommunal serviceudgift.
Det er en investering.
Den enkelte bliver gladere, mere velfungerende og har i mange tilfælde mindre brug for pleje. Mennesker, der hensættes i passivitet, får ringere liv, og det er stærkt tvivlsomt, om kommunen sparer i det lange løb på grund af øgede plejeudgifter.
Det klæder ikke kommunerne at trække indholdet ud af hverdagen for mennesker med udviklingshandicap. For alle har behov for en meningsfuld hverdag og det bedst mulige liv uanset livssituation.
Det sikres blandt andet ved, at de har mulighed for at være en del af fællesskabet og bidrage med sit eget potentiale.
