24.01.2020

Politisk enighed om at få ændret kommunernes brug af resultatlønnede konsulenter

Både SF, Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker at få ændret kommunernes praksis med at bruge resultatlønnede konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet. Socialministeren lover politisk handling.

Landsforeningen LEV deltog ved gårsdagens åbne samråd, hvor der blev stillet kritiske spørgsmål til socialminister Astrid Krag om kommunernes brug af resultatlønnede konsulenter, hvis opgave udelukkende er at finde besparelser på handicapområdet.

På samrådet var der bred tværpolitisk enighed om, at kommunernes brug af resultatlønnede konsulenter, hvis opgave er at finde besparelser på handicapområdet, bør stoppes. Landsforeningen LEV interviewede Socialminister Astrid Krag og handicapordfører fra SF, Charlotte Broman Mølbæk, efter samrådet. Se mere i videoreportagen herunder.