Dialog er vejen frem!
Torben Mogensen, forhenværende vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital og speciallæge i anæstesi, har ofte haft patienter, der var udviklingshæmmede. Han giver her sit bud på, hvordan man bedst sikrer behandling til patienter, der reagerer anderledes. Han mener, at en god og tæt dialog er vejen frem.
Hvad mener du, der skal til for at løse problemstilingen?
- Jeg har stået i situationen mange gange. Det lykkes altid, hvis man er tålmodig nok, og derfor skal man sørge for at afsætte ekstra tid. Det handler også meget om samspillet med de pårørende. En tæt dialog med de pårørende er central, fordi det er nødvendigt at diskutere selve situationen igennem på forhånd – især hvad man skal gøre, hvis det ikke lige går som forventet. Jeg har nemlig erfaring for, at det ofte kan gå galt, hvis de pårørende bliver meget følelsesmæssigt påvirkede i situationer, som ikke forløber helt så let. Det kan en god dialog være med til at forebygge.
Hvad kan sundhedspersonalet gøre?
- For mig at se handler det om, at behandlerne skal huske at se det bredere perspektiv for patienten. Selvom dråber i kaffen ikke er lovligt, så må man som behandler også holde det op imod, hvad der kan ske patienten, hvis man ikke formår at gennemføre behandlingen eller undersøgelsen. Konsekvensen af manglende behandling kan være langt mere indgribende, eksempelvis når det handler om patienter med knogleskørhed. - Jeg mener også, at man har et moralsk ansvar, når man står overfor patienter, som reagerer anderledes. Jeg vil gerne understrege, at man selvfølgelig bør altid vælge den mindst indgribende løsning, men man har altså et moralsk ansvar for, at patienten får den behandling, der er nødvendig. Og i de situationer kan man hurtigt bevæge sig ind i et gråzoneområde.
Kan retningslinjer være med til at bane vejen?
- For mig at se er instrukser ikke vejen frem. Det handler om, hvorvidt man er vant til at stå overfor eksempelvis udviklingshæmmede patienter. Jo mere erfaring og træning, desto bedre bliver man. Sådan er det altid. Derfor tror jeg mere på en god og tæt dialog med de pårørende. Og så bør der også være et godt tillidsforhold mellem ledere og personalet på afdelingerne, så man kan fortælle om og diskutere de gråzoner, man uvægerligt kommer til at stå i. Holdningen om, at man har pligt til at hjælpe i forskellige situationer, er den allervigtigste.
