Regn eller slud – Lasse vil ud
Lasse er spastiker med udviklingshæmning. Han ligger nærmest ned i sin kørestol det meste af sin vågne tid. Hans kommunikation er begrænset. Der kommer ord, selv om sætningerne sjældent er længere end et enkelt ord.
Lasse er med, hvor det sker. Man kan se det i hans øjne – han er tilstede i nuet og udtrykker livsglæde med sine mange grin og sociale livsindstilling. Men man skal ikke være sammen med ham ret længe for at erfare, at Lasse også er en mand med meget klare præferencer. Og han kan være meget insisterende. Hvis han på aktivitetscentret for eksempel ser musikterapeuten, kan han på stedet få lyst til høre musik og synge, og han fortæller tydeligt, hvad han gerne vil. Nogle gange får han presset en ændring i musikterapeutens kalender igennem, så de kan være sammen uden for nummer. Ellers handler det om at give Lasse nogle valgmuligheder for, hvornår han kan være sammen med terapeuten. Rene afslag kan få ham til at gå helt i baglås.
Lasse Lesmann har altid været mærket af sin spasticitet. Han har aldrig kunnet gå, men da han var yngre kunne han godt sidde almindeligt i en stol. Og han gik også til ridning og var ret vild med det, fortæller hans far Leif Lesmann. Men på grund af risikoen for, at Lasse med årene ville krumme helt sammen, har han gennemgået en lang række operationer. Det er jeg glad for, at vi gjorde, siger hans far, selv om en af konsekvenserne er, at Lasse i dag næsten ikke kan bøje leddene, så han nærmest ligger udstrakt i kørestolen.
Lasse flyttede hjemmefra som 14-årig. I første omgang var det til botilbuddet Skelbakken, men da han fyldte 18, flyttede han til Agerbækhuse. I dag er Lasse 44 år, så han har altså næsten været med, fra bostedet blev etableret. Og Agerbækhuse har været et fremragende valg, mener Leif Lesmann. Ikke mindst fordi der hele tiden er mennesker omkring Lasse. Han er utrolig social, og er nærmest kun i sin egen lejlighed, som her rent faktisk også kun er et værelse, når han sover. Han er konstant i samspil med andre af beboerne i Markhuset eller personalet.
Træning og samvær
Aktivitetscentret Blumesvej er en helt central del af Lasses liv. Ugentlig får han fysioterapi og massage i centret, og så nyder han at komme i det store varmtvandsbassin, hvor han på den ene side får træning og massage, og på den anden side kan slappe helt af. - Her kan han virkelig røre sig, slappe af og få varme i hele kroppen. Han nyder det, og det kan man jo godt forstå, når man som ham har så ømme og stramme led. I det hele taget elsker Lasse allermest aktiviteter, hvor han er tæt på andre mennesker, fortæller Leif Lesmann.
For Lasse har det en værdi i sig selv at være sammen med andre end dem, han bor med til daglig – både medarbejdere og medbeboere. Leif Jensen er da heller ikke i tvivl om, at det giver rigtig god mening, at boligerne og aktivitetscentret er adskilt rent fysisk.
- Jeg ser det ikke som positivt med aktivitetscenter og bolig samme sted. Det bliver kedeligt – og ikke mindst, hvis det bliver med det samme personale. Og det er altså ikke noget problem, at Lasse og de andre kommer uden for. Får Lasse lidt regn eller sne i hovedet, tager han det som en oplevelse.
Det sker i øvrigt ofte, at Lasse og de chauffører, som kører ham til og fra aktivitetscentret, får et venskabeligt forhold. Tit er en af chaufførerne hjemme hos ham til kaffe, og en har også fungeret som hans ledsager. Lasse er også en god sekundant i trafikken. Hvis en chauffør for eksempel kommer med et ”arrh, for pokker”-udbrud over en anden trafikant, er Lasse der straks med et ”gå ad helvede til” – rettet mod den anden trafikant. Under store grin selvfølgelig.