21.02.2017

Tilkøb og brugerbetaling – et broget spil uden vindere

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

I midten af januar sendte børne- og socialminister, Mai Mercado, to lovforslag i høring. Det ene lovforslag handler om servicelovens voksenbestemmelser, og indeholder en række – om end mindre – ændringer af serviceloven. De værste katastrofer, i form af tilbudsvifte/indsatskatalog og udvidet kommunalt skøn, blev i denne forbindelse afværget, idet de øvrige partier ikke støttede regeringens forslag.

Det andet lovforslag, som er sendt i høring, handler om at tillade, at kommunale og regionale bosteder lovligt skal kunne sælge socialpædagogisk bistand og ledsagelse til især mennesker med udviklingshæmning, multihandicap og tilsvarende funktionsnedsættelser. Bag det lovforslag ligger et selvstændigt politisk forlig mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og SF i november måned. Kun Enhedslisten valgte at stå uden for aftalen.

Lovforslaget om tilkøb af ledsagelse – kort fortalt
Lovforslaget betyder kort fortalt, at kommunale og regionale bosteder for blandt andre voksne med udviklingshæmning kan sælge socialpædagogisk ledsagelse til beboere, der ønsker at komme på en ferie eller en kortere udflugt. Ifølge Socialministeriets egne tal kan prisen for en uges sommerhustur i Danmark løbe op i mere end 40.000 kroner – et beløb, der vil afhænge af, hvor meget hjælp man har brug for i forbindelse med sin ferie. Kan du eksempelvis dele pædagogen med to eller tre andre, bliver prisen en del lavere – om end stadig markant over, hvad mennesker uden handicap skal betale for en uges ferie. Debatten om brugerbetalt socialpædagogisk ledsagelse har stået på i en del år efterhånden, og der har dannet sig nogle lidt sære alliancer i den forbindelse. Men hvad var det egentlig, der udløste debatten?

Debatten om ledsagelse
LEV har fra starten argumenteret for, at det var nødvendigt at stoppe den lovstridige brugerbetalingspraksis, der havde fundet sted i en del år flere steder i landet – men som fra omkring 2010 udviklede sig eksplosivt. Flere og flere udviklingshæmmede rundt omkring i landet blev stillet over for kravet om at betale for pædagogernes løn og opholds- og rejseudgifter i forbindelse med diverse ferier. Og beløbene blev højere og højere – især for mennesker med et meget stort hjælpebehov.

En del kunne tyde på, at flere og flere bosteder fra omkring 2010 så sig nødsaget til at opkræve brugerbetaling, efterhånden som kommunerne strammede det økonomiske greb. Kommunerne skar ned på bevillingerne til det pædagogiske personale i bostederne, og herfra forsøgte man at afbøde en del af virkningen ved at skrue på brugerbetalings-knappen.

Undersøgelser dokumenterede kommunale nedskæringer
Flere undersøgelser dokumenterede, at landets kommuner – sideløbende med den stigende brugerbetaling – foretog markante beskæringer af blandt andet ledsagelsen til mennesker med udviklingshæmning. Socialpædagogernes Landsforenings handicapundersøgelse fra sommeren 2014 dokumenterede, at mulighederne for at få den nødvendige ledsagelse i forbindelse med ferie var blevet forringet markant i perioden fra 2011 til 2014.

En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL) i 2014 dokumenterede situationen i landets kommunale serviceniveauer for socialpædagogisk ledsagelse til ferie og fritidsaktiviteter. I mindst ti kommuner var serviceniveauet for ledsagelse til både ferie og fritidsaktiviteter sat til nul (0) dage om året.

Debatten om ledsagelse og brugerbetaling fik I januar 2014 KL til at udsende en såkaldt administrativ meddelelse, som slog fast, at det er lovstridigt for en kommune at tage betaling for socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie. Den fastslog, at kommunen ”… er forpligtet til at yde en række tilbud til voksne med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, jf. serviceloven. Tilbuddene er gratis for borgeren, og kommunen må ikke yde hjælp mod betaling fra borgerne. Dette gælder for eksempel, når borgere har brug for socialpædagogisk bistand i form af ledsagelse eller støtte under ferieophold, på udflugter, weekendture med videre.” 1

Brugerbetaling delte vandene
I maj 2014 blev LEVs daværende landsformand, Sytter Kristensen, tildelt prisen som ”sympatisk kværulant” af Den Georgbruunske Fond med den begrundelse, at hun "… uegennyttigt, som formand for Landsforeningen LEV [har] formået at få kommunerne til at erkende, at de efter loven er forpligtet til at yde gratis hjælp og ledsagelse til mennesker med udviklingshæmning også i forbindelse med ferieophold, udflugter med videre."

Sytter Kristensen havde haft et stort antal debatindlæg i landets aviser om emnet, hvor hun blandt andet argumenterede for de urimelige konsekvenser af brugerbetalingen. Og for at der var brug for, at Folketinget vedtog et ’bundniveau’, som sikrede alle udviklingshæmmede en entydig rettighed til ledsagelse i forbindelse med fritid, ferie og lignende – uanset karakteren af deres behov for ledsagelse.

Men det var bestemt ikke alle, der bakkede op om LEVs bestræbelser på at beskytte udviklingshæmmede mod skyhøj brugerbetaling. I avisindlæg, kronikker, opslag og kommentarer på Facebook og henvendelser til politikere på Christiansborg, anklagede en gruppe af socialpædagoger, og nogle gange også pårørende, LEV for at ødelægge en ordning, som havde fungeret fint i mange år. LEV var faktisk skyld i, at der blev skåret ned på ledsagelsen lød det blandt andet.

Sølundfestivalen som et af omdrejningspunkterne
Sølund Musik Festival har på mange måder været et omdrejningspunkt i debatten om brugerbetalt ledsagelse. Sølundfestivalen har været et af de mest anvendte eksempler på aktiviteter, som udviklingshæmmede hidtil havde betalt endog meget høje beløb for at deltage i. Dobbelt entre og betydelige lønudgifter til pædagogiske medarbejdere, der bistod dem i forbindelse med festivallen. Men Sølundfestivalen var også selv meget aktiv i debatten og i dialogen med politikere på Christiansborg. Her beklagede man vedholdende, at brugerbetalingen var blevet kendt lovstridig. Det truede ganske enkelt det økonomiske fundament under festivallen, fordi der nu blev solgt betydeligt færre billetter. Og set fra Sølund var løsningen at ændre lovgivningen, således at det blev lovligt at betale løn, rejser og ophold for det pædagogiske personale. Igen blev argumentet om udviklingshæmmedes krav på selv at bestemme, hvad de vil anvende deres penge til, bragt i spil. Til Berlingske udtalte festivalens leder, Lasse Mortensen, eksempelvis i februar 2014. ”Disse mennesker er myndige og har deres eget liv. Så lad dem dog få lov at bestemme, hvad de vil bruge deres penge på.”

Nu tyder meget på, at Sølundfestivalen snart får deres vilje. Folketinget behandler således et forslag, der åbner for tilkøb af ledsagelse for titusindvis af kroner – og festivalen behøver ikke være bekymret for en masse statslig regulering og kontrol. Tilkøbet kommer til at finde sted i et lukket kredsløb mellem borgere med betydelige kognitive handicap og ledelsen og personalet i det botilbud, hvor de bor. Hverken den kommunale myndighed, Ankestyrelsen eller Socialtilsynet kommer til at blande sig i det eller holde øje med, om det foregår på forsvarlig vis.

Vi bringer i dette nummer et interview med Lasse Mortensen om udsigterne til, at der nu indføres lovligt salg af socialpædagogisk bistand. Her forklarer han blandt andet, at han da gerne vil anerkende, at der også kan være grund til bekymringer i forhold til tilkøbsmodellen – eksempelvis udsigten til at kommunerne reducerer deres serviceniveauer for ledsagelse. Men her har Lasse Mortensen ”… en forventning om, at der er nogen, der holder øje med, at det [red. kommunernes levering af pædagogisk ledsagelse] overholdes. Og at der er nogle sanktioner, hvis de ikke bliver overholdt.”

Den forventning er der bare intet, der understøtter i det lovforslag, som børne- og socialministeren har sendt i høring. Ingen kontrolmyndighed kommer til at holde øje med, hvordan køb og salg af socialpædagogisk bistand kommer til at finde sted i praksis. Så måske har Sølundfestivalen fået sin brugerbetaling – men der er samtidig skabt enorm usikkerhed om fremtiden for den socialpædagogiske bistand, som kommunerne er forpligtede til at levere – uanset om man kan betale selv eller ej.

 

BOKS: Brugerbetaling på ledsagelse - Er det fair?

I LEV synes vi, at mennesker med handicap har ret til at komme på ferie uden at skulle betale mere end andre for det. Og vi synes, at det er uretfærdigt, at udgiften til ferie afhænger af omfanget af borgerens handicap. Men sådan vil det gå, hvis regeringens forslag om at gøre det lovligt at opkræve brugerbetaling på ledsagelse bliver vedtaget.

Derfor har vi lavet kampagnen ”Er det fair”, som viser konsekvenserne af forslaget. En sommerhusferie, som koster 5.000 kroner for den almindelige dansker, kommer til at koste 15.000 for nogle handicappede og 35.000 for andre.

”Er det fair-kampagnen” består af en film og flere små tegneserier, der på en tilgængelig måde viser problemstillingen. Tegningerne på disse sider stammer fra kampagnen.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2017